Erik Brejls hjemmeside
Rindum kirke
bidrag til beskrivelse af bygninger og inventar

[dåbsfad]
[kirkeskibet]
[klokken]
[ligsten]
[oldtidshøjen]
[våbenhuset]
[inventarieliste 1654 og 1683]
[litteratur]
[Indlæg om dåbsfad]
Dåbsfadet
Dåbsfadet er af drevet messing. I bunden er der et billede af Mariæ
bebudelse omkranset af et bredt bånd af gentagne store bogstaver og tegn,
der formodentlig kun har dekorativ karakter. På fanen er der stemplet
sekstakkede stjernelignende blomster langs yderkanten og indenfor er der
franske liljer.
Den slags messingfade blev fremstillet fra omkring midten af 1500-tallet
i Nürnberg i Sydtyskland, og samme type findes i rigtig mange danske kirker.
Langt de fleste har et billede af Mariæ bebudelse, med Gabriel til venstre
med en kors-stav i hånden og Maria til højre, der modtager kraft fra
Helligånden, der ses øverst i skikkelse af en due, mens resten fra den tid
har et billede af Adam og Eva, der plukker af det forbudte træ i Edens have.
Senere kom der også et billede af Josva og Kaleb, der bærer den tunge
drueklase hjem fra det forjættede land.
De blev fremstillet både til verdslig og kirkelig brug.
Dels som skylleskåle til middagsbordet i en tid, hvor man ikke brugte bestik.
Det kom først i brug i begyndelsen af 1600-tallet, hvorefter messingfadene
blev brugt til andre formål.
Dels som dåbsfad efter at man i midten af 1500-tallet havde besluttet sig for
at gå over til overøsning af barnets hoved i stedet for neddykning ved
barnedåb i danske kirker. Mange var gaver til kirken fra privatpersoner.
Identiske fade var altså i brug på samme tid både i hjem og kirke i 1500-
og første del af 1600-tallet og også senere.
F.eks. nævner en sønderjysk præst sådan et fad i en præsteindberetning fra
1766. Det stod på kakkelovnen i Bække kro for at varme vand. I samme
præsteindberetning nævnes, at dåbsfadet i Jelling kirke var fuldstændig
magen til fadet i Bække kro.
Dåbskanden er af kobber med et kors indgraveret på halsen og i bunden
står der:
1975 Fremstillet til
Rindum kirke for midler
skænket af Anna Faverby
Kirkeskibet

Kirkeskibet Sirius er en tremastet skonnert bygget af Anders
Nielsen Andersen i Teglgård i Lille Rise på Ærø, død 1932,
94 år gammel. Han solgte det til sin slægtning Lorents Hansen
Petersen, der ejede Holmegård i Rindum sogn.
Skibet, der i nogle år stod på Holmegård, blev efter Lorents
Hansen Petersens død 1940 overtaget af Christen Tang-Pedersen, der
forærede det til Rindum kirke i 1965, hvor det nu findes
ophængt i den vestlige del af kirkeskibet.
Baggrund for den lille artikel om kirkeskibet:
Kirkeskibet i Rindum kirke er skænket af Christen Tang-Pedersen
i 1965. Han blev født Vesterby 4 den 5.11.1915. Hans forældre
var skrædder Laurids Tang-Pedersen, født Rindum 2.3.1872 og
Elise Karen Stine Jensen, født Staby 24.7.1877.
Forældrene flyttede til Holstebrovej 42, hvor Christen
Tang-Pedersens barndomshjem var.
Hans farmor Marie Kirstine Jensdatter var født i Nørre Tang i
Ulfborg. Christen Tang-Pedersen var kreditforeningsdirektør i
København og boede på Israels Plads, og da han blev
pensioneret, købte han sit barndomshjem Holstebrovej 42, hvor
han døde 17.7.1998.
Hans hustru Anni født Sørensen er født i Holbæk 22.2.1918 og
hun døde Rindum 14.7.1995.
Jeg har fulgt hans forældre og bedsteforældre i kirkebogen, men
ingen ser ud til at have forbindelse med Ærø eller med Lorents
Hansen Pedersen og hustru Anne Cathrine Bro Christensen i
Holmegård, hvis gravsten stadig står i lapidariet på Rindum
kirkegård.
Hendes forældre er født i nogle mindre byer uden for Holbæk.
Tang-Pedersens ægteskab var barnløst og hans eneste arving var
en nevø Jørgen Tang-Pedersen, bestyrer af Kjeldsens
tømmerhandel i Ulfborg, hvis søn aldrig har
hørt om kirkeskibet.
Anker Hedemark, der overtog Holmegård efter Lorents Hansen
Pedersen efterlod en søn i Højmark, født 1941.
Han kan ikke mindes at have set kirkeskibet på Holmegård.
Lorents Hansens Petersens nevø Helge Hulegård i Grejs har
snakket med sin familie på Ærø, også uden resultat.
Det er således ikke lykkedes at finde ud af, hvordan Christen
Tang Pedersen har fået kirkeskibet, men han kan som stor dreng
være kommet i Holmegård og der fået kendskab til skibet, der
dengang stod i Holmegård.
Skibet er omtalt i et brev til Helge Hulegårds far fra nogle
slægtninge, der havde været på besøg i Holmegård.
Klokken
Klokken, der hænger i kirkens tårn, blev støbt først i
1600-tallet.
Den er omstøbt 1688 og 1878, og senest er den istandsat i
1990'erne.
Ved denne lejlighed fik den en ny knebel, mens den gamle og
slidte blev sat op i våbenhuset.
P. Storgaard Pedersen skrev i 1896:
"Klokken, der forhen hang på et træstillads på
kæmpehøjen... hænger nu i tårnet".
Desværre anføres ingen kilde, men oplysningen kan skyldes en
fejltolkning af et kirkeregnskab fra 1656, for ingen af de kendte
senere kilder nævner en klokkestabel på oldtidshøjen. Her
nævnes indkøb af 2 lange træer til en trappe til klokken,
udenfor tårnet, men det er trappen, der er udenfor tårnet, ikke
klokken, for inventarfortegnelser, både før og efter indkøbet
af disse to lange træer, anfører en klokke hængende i tårnet.
Det har ikke været muligt at finde et maleri eller en tegning af
kirken med oldtidshøjen før 1896.
Spørgsmålet er, om klokken nogensinde har stået på
oldtidshøjen.
Kilderne:
Kirkeregnskab 1655.
Fortegnelse over kirkens inventar. Heri:
1 kloche hengendes i thornett
Kirkeregnskab 1656.
Udgifter. Heri:
Thill 1 ny trappe til klochenn uden for taarnet kom 2 lange treer
for 2 rdl
½ tylt dieller til samme trappe 6 mark
Kirkeregnskab 1683.
Fortegnelse over kirkens inventar. Heri:
1 kloche hengendes i taarnet
Pontoppidans danske atlas fra 1769 nævner ikke en
klokkestabel på oldtidshøjen.
Heri står: Fra en høi på kirkegaarden falder en meget smuk
udsigt.
Ligsten
I gravkammeret under tårnet hvilede Oberst Johan Georg Lottig
og hustru samt et barn.
En plade på hans kiste viste, at han var født 1666 og død 12.
maj 1742 og nederst stod dette vers:
I denne jordeblee og sidste sovekammer
Nu hviler tryggelig fra Verdens sorg og jammer
Den brave Herre, som så mange år har tjent
sin Gud og Konge vel og tjenesten fuldendt.
Den ære, han har nydt her af sin Konges nåde
For sin tro tjeneste, er intet mod den både
Hans sjæl nu nyder hos sin Gud i evighed.;
For sin Gudsfrygt har han blandt englene sit sted.
Der fryder han sig nu for Herrens høje trone
I evig herlighed med ærens gyldne krone
Og blandt de salige udbreder Herrens pris
Ud i det herlige og himmelske Paradis.
I 1880 blev ligene flyttet ud på kirkegården lidt nord for
oldtidshøjen.
Ved kirkerestaureringen i 1964 blev kirkens trægulv brudt op
og herved kom 2 ligsten til syne. De er nu nedlagt i tårnrummets
gulv. På den ene er teksten ulæselig. På den anden står der:
Herunder huiler erlige og velfornemme karl Peder Iversen af
Mejlby, der hensov udi Herren i juni 1669 i hans alders 84 aar.
P. Storgaard Pedersen skriver i 1896:
I Rindom kirkes våbenhus ligger en gravsten over velædle
kirkeværge og sandemand Mads Andersen af Isager, der døde 1659
og hans hustru Kirsten Nielsdatter, død 1655.
Den ligger der ikke mere, men der er indmuret en gravsten i
våbenhusets østside, hvor teksten er ulæselig. Det er ikke
muligt at afgøre, om det er samme sten.
Oldtidshøjen
Lige som flere andre steder i vores område, er kirken bygget
meget tæt på den gang eksisterende oldtidshøje. I Rindum var der
4 gravhøje, hvoraf kun den ene er tilbage.
Den blev udgravet 1854. Der var nogle sten, som kirkeejerne solgte,
nogle dele af et bronzesværd fra ældre bronzealder og en hel
lerkrukke, der begge blev indleveret til Nationalmuseet.
Gravhøjen er omtalt i Præsteindberetninger til Ole Worm 1639,
hvor der står:
"På kirkegården ligger en smuk liden høj, som og synes med hånden
at være opkastet og med allehånde urter bevokset, såre lystig og
smuk"
og i Danske atlas af Erich Pontoppidan udgivet 1754, hvor der står:
"Fra en høj på kirkegården falder en meget smuk udsigt".
Siden har hele toppen været afgravet og planeret, og i dag er
højen fredet.
Våbenhuset
Våbenhuset er opført ca. 300 år efter at kirken blev
bygget, altså i slutningen af 1400-tallet eller i begyndelsen af
1500-tallet, formentlig samtidig med at tårnet blev bygget. Det
ligger ud for kirkens kvindeindgang i nordsiden af kirkeskibet og
har været brugt til at yde læ for personer, der af forskellige
årsager ikke havde ret til at betræde selve kirken.
Det kunne være barselskvinder, der skulle renses af præsten,
før de kunne gå ind i kirken. De havde tidligere stået uden
for kirken i regn og rusk og ventet på præsten; nu kunne de
vente i våbenhuset, eller det kunne være samlingssted for og
opstilling af processioner, før de gik ind i kirken.
I Fabjerg kirke kaldes våbenhuset 1585 for Skriftehuset, så det
har muligvis også været brugt til skrifte, hvor man efter at
have fået syndsforladelse kunne gå ind i kirken.
Våbenhuset har også været brugt til opmagasinering af våben
og ammunition, i hvert fald efter landmilitsens oprettelse 1701,
hvor de hvervede soldater skulle møde om søndagen på
eksercerpladsen ved kirken.
Oprindelig har der været to våbenhuse: Det nuværende i nord
og det søndre ved mandsindgangen i syd. Det ved vi fra
kirkeregnskaberne, der findes fra 1638-1719. I 1716 blev muren og
taget på det søndre våbenhus repareret, hvilket også nævnes
1719. Vi ved ikke, hvornår det er revet ned og mandsindgangen er
muret til, men det er sket før 1844, hvor våbenhuset er omtalt
i ental i Liber Daticus (præstens embedsbog), hvor der er
kirkesyn over Rindum kirke for hvert år 1840-1862.
I våbenhuset hænger en kasseret klokkeknebel, der har været
så slidt, at den har været en tur hos smeden, der har drejet
den en kvart omgang, så den kunne slides et nyt sted, indtil den
blev erstattet af en ny knebel ved renoveringen af klokken i
1990'erne.
Rindum Kirke
Inventarieliste
1654

Rindum Kirke
Inventarieliste
1683

Kalk og disk af sølv, forgyldt
Messehagel af rød fløjl med guldkniplinger på til et kors
En dito med guldkniplinger bag på til et kors og omkranset
med 5 guldkniplinger
En messesærk
Et alterklæde af blommet ulden tøj
Et smukt lidet par messinglysestager
En alterbog
En psalmebog
En ligbåre
En klokke hængende i tårnet
En bibel in octavo 4 Tom
Et gammelt beslaget skab at forvare alterklæder udi
En tinflaske til messevin.
Ændringer til Invantarielisten indført i kirkens
regnskabsbog
1684 en ny tinflaske til kirken at hente messevin udi
1686 forbedret med et kirkeritual
1688 en ny alterbog
1700 en ny salmebog in octavo
1704 det søndre våbenhus dør forbedret med en hængelås
en ny ligbåre
1705 en ny klokkestreng
en hængelås for porten
1706 en ny ligbåre
1720 en ny messesærk
Litteratur og kilder
Mens vi venter på det ultimative værk om Rindum kirke:
Nationalmuseet: Danmarks kirker, Rindum sogn,
der formentlig kommer om 10-15 år, kan man læse om kirken i:
Præsteindberetninger til Ole Worm, bind 1: Indberetninger fra
Ålborg og Ribe stifter 1625-42 ved Frank Jørgensen 1970. Heri
side 140: Rindom sogn.
Erich Pontoppidan: Den danske Atlas 1763-1781. Heri Tom 5,
bind 2, 1769 side 841: Rindum sogn.
J. P. Trap: Statistisk topografisk beskrivelse af Kongeriget
Danmark, 1860
i daglig tale kaldt: Trap Danmark.
2. udgave 1879
3. udgave 1906
4. udgave 1932
5. udgave 1967.
P. Storgaard Pedersen: Bidrag til Hing herreds historie og
topografi, 1896.
Heri side 176-187: Rindom sogn.
Sogneblad for Rindom kirke 1980, 8 sider.
Heri side 6-8: H. Chr. Flytkjær: Rindom kirke, medens sekler
svandt.
Kr. Susgaard: Rindum sogn, 1993, 325 sider.
Gunner Baunsgaard: Rindum kirke 1995, 16 sider.
På Rigsarkivet i Viborg findes bl.a.
Regnskabsbog for Rindum kirke 1638-1719.
Liber Daticus for Ringkøbing-Rindum pastorat 1732-1863 (den
protokol, hvor præsten noterede oplysninger om embedet, kirken
og sognet).
I protokollen 1838-1863 findes årlige syn af Rindum kirke med
angivelse af, hvad der skulle repareres.
Lille oplæg om Rindum kirkes dåbsfad
ved Menighedsrådets orienteringsmøde i Rindum kirkehus 24.3.2019.
1 Jeg glæder mig meget
2 Jeg har et stort håb.
Det hænger sammen med at Nationalmuseet begyndte at udgive
storværket Danmarks Kirker i 30erne. De første amter der
blev beskrevet var Præstø, Sorø og Thisted amter. Billederne
var sort-hvide og indskrifterne på gravsten var ikke citeret,
kun omtalt.
Da man i fattigfirserne var kommet til Ringkøbing amt og havde
fået udgivet Ringkøbing købstad, slog det gamle Ringkøbing
amt pengekassen i, så det store tilskud helt forsvandt og
udgivelsen gik i stå, uden at man vidste om det nogen sinde
ville fortsætte. Heldigvis fandt man en løsning efter nogle år
og begyndte nordligst med herrederne ved Limfjorden og nu
bevæger man sig langsomt sydover med 4-5 kirker om året, så
der er lang tid til man når Hind herred og dermed Rindum kirke.
Det er det jeg glæder mig til og det jeg håber at nå at se,
før jeg lukker mine øjne for sidste gang.
Jeg har taget hæftet med Resen kirke med. Den har en
katekismusaltertavle fuldstændig magen til vores, bortset fra at
Fadervor står på en plade øverst.
(Danmarks Kirker. Ringkøbing amt. Hæfte 12-13).
Trends er noget pudsigt noget. Hvorfor var hele
universitetsverdenen marxister i 70erne?
Mode og trends har altid eksisteret.
I slutningen of 1600-tallet blev det in, at konger og fyrster lod
udgive beskrivelser af deres riger og lande. Det ville de danske
konger også, og derfor beordrede de danske biskopper alle
præster i deres stift til at indsende meget detaljerede
beskrivelser af deres sogn,
herunder beskrivelse af herregårde med deres ejere og disses
slægter og af kirken med præsterne siden reformationen og deres
slægter
samt beskrivelse af alt inventar, herunder alle inskriptioner på
gravsten, epitafier og andet inventar.
[Biskop Bloch i Ribe]
skrev 1765 til alle sine præster og bad dem
indsende svar på sine 121 spørgsmål, f.eks:
1 Præsterne siden reformationen, deres ægtefæller og børn
samt, hvis det har været muligt, deres genealogi
2 Kirkerne, bygninger og inventar samt alle inskriptioner på
epitafier, inventar og ligsten
4 Herregårde, størrelse, bygninger, ejere og deres slægt.
Jeg har taget uddrag af disse indberetninger og lagt dem på
min hjemmeside sammen med uddrag af skifter ældre end 1820.
Desværre manglede indberetningen for Ringkøbing og Rindum sogne
i pakken i arkivet i Viborg, men langt de fleste indberetninger
er bevaret.
Peder Nielsen Thun var præst i Hjortlund og Kalvslund i 1765
og i sin indberetning skriver han:
Jeg kan ikke lade være at fortælle om min oplevelse.
I Bække kro var der et messingfad med et meget slidt billede af
Adam og Eva ved kundskabens træ i Edens have. Rundt om stod
disse 8 tegn fem gange, hver gang med sin distinktion imellem.
Nogle af tegnene lignede runer, de øvrige munkeskrift.

Da jeg var i Jelling kirke, så jeg at dåbsfadet der havde et
billede af Mariæ bebudelse og med fuldstændig de samme 8 tegn
som i Bække kro fem gange udenom.
Det fik mig til at se på vores dåbsfad i Rindum kirke og
minsandten. Der var også et billede af bebudelsen og med de
samme runeagtige tegn i en krans rundt om billedet.
Fadet er dog pudset så mange gange, at de ikke står så
tydeligt mere.

Så kiggede jeg i værket Danmarks Kirker og så hvor mange
steder i Jylland, der var et messingdåbsfad med de samme to
billeder og det var overraskende. Henved halvdelen af de jyske
middelalderkirker har sådan et fad.
Rindum kirkes dåbsfad er af drevet messing, altså ikke
støbt, men håndlavet.
I bunden er der et billede af Mariæ bebudelse omkranset af et
bredt bånd af gentagne store bogstaver og tegn, der formodentlig
kun har dekorativ karakter.
På fanen er der stemplet sekstakkede stjernelignende blomster
langs yderkanten og indenfor er der franske liljer.
Den slags messingfade blev fremstillet fra omkring midten af
1500-tallet i Nürnberg i Sydtyskland. Langt de fleste har et
billede af Mariæ bebudelse, mens resten fra den tid har et
billede af Adam og Eva, der plukker af det forbudte træ i Edens
have. Senere kom der også et billede af Josva og Kaleb, der
bærer den tunge drueklase hjem fra det forjættede land.
De blev fremstillet både til verdslig og kirkelig brug.
Dels som skylleskåle til middagsbordet i en tid, hvor man ikke
brugte bestik. Knive og gafler kom først i brug i begyndelsen af
1600-tallet, hvorefter messingfadene blev brugt til andre
formål.
Dels som dåbsfad efter at man i midten af 1500-tallet havde
besluttet sig for at gå over til overøsning af barnets hoved i
stedet for neddykning ved barnedåb i danske kirker. Mange var
gaver til kirken fra privatpersoner.
Identiske fade var altså i brug på samme tid både i hjem og
kirke i 1500- og første del af 1600-tallet og også senere.
Jeg ved ikke hvornår kirken har fået sit dåbsfad. Det er
hverken nævnt i Trap Danmark eller hos Susgaard,
men det er ikke med i en inventarieliste fra 1683, som er den
nyeste, jeg indtil nu har kunnet finde. Regnskabsbogen nævner
år for år indtil 1720 hvilke ændringer der er på denne liste,
så det er kommet til kirken efter 1720.
Jeg forestiller mig, at det er en gave fra den første kirkeejer
generalmajor Johan Georg von Lottig til Rindum Nygård, ham der
indrettede et begravelsesrum i tårnrummet til sig og sin hustru,
hvor deres kister stod indtil 1889, hvorfra de blev flyttet ud i
en begravelse på kirkegården.
Han fik skøde på kirken 1720 og døde i 1742. Så måske i det
tidsrum, men det er rent gæt.
Der går mindst 5-6 år inden Nationalmuseet udgiver Rindum
kirke og sikkert mere, så indtil da må vi nøjes med min
beskrivelse på Rindum kirkes hjemmeside.
|