Erik Brejls hjemmeside

[dåbsfad]   [klokken]   [ligsten]   [oldtidshøjen]   [våbenhuset]
  [litteratur]

Dåbsfadet

Dåbsfadet er af drevet messing. I bunden er der et billede af Mariæ bebudelse omkranset af et bredt bånd af gentagne store bogstaver og tegn, der formodentlig kun har dekorativ karakter. På fanen er der stemplet sekstakkede stjernelignende blomster langs yderkanten og indenfor er der franske liljer.
Den slags messingfade blev fremstillet fra omkring midten af 1500-tallet i Nürnberg i Sydtyskland, og samme type findes i rigtig mange danske kirker. Langt de fleste har et billede af Mariæ bebudelse, mens resten fra den tid har et billede af Adam og Eva, der plukker af det forbudte træ i Edens have. Senere kom der også et billede af Josva og Kaleb, der bærer den tunge drueklase hjem fra det forjættede land.
De blev fremstillet både til verdslig og kirkelig brug.
Dels som skylleskåle til middagsbordet i en tid, hvor man ikke brugte bestik. Det kom først i brug i begyndelsen af 1600-tallet, hvorefter messingfadene blev brugt til andre formål.
Dels som dåbsfad efter at man i midten af 1500-tallet havde besluttet sig for at gå over til overøsning af barnets hoved i stedet for neddykning ved barnedåb i danske kirker. Mange var gaver til kirken fra privatpersoner.
Identiske fade var altså i brug på samme tid både i hjem og kirke i 1500- og første del af 1600-tallet og også senere.
F.eks. nævner en sønderjysk præst sådan et fad i en præsteindberetning fra 1766. Det stod på kakkelovnen i Bække kro for at varme vand. I samme præsteindberetning nævnes, at dåbsfadet i Jelling kirke var fuldstændig magen til fadet i Bække kro.

Dåbskanden er af kobber med et kors indgraveret på halsen og i bunden står der:
1975 Fremstillet til
Rindum kirke for midler
skænket af Anna Faverby

Klokken

Klokken, der hænger i kirkens tårn, blev støbt først i 1600-tallet.
Den er omstøbt 1688 og 1878, og senest er den istandsat i 1990'erne.
Ved denne lejlighed fik den en ny knebel, mens den gamle og slidte blev sat op i våbenhuset.

P. Storgaard Pedersen skrev i 1896:
"Klokken, der forhen hang på et træstillads på kæmpehøjen... hænger nu i tårnet".
Desværre anføres ingen kilde, men oplysningen kan skyldes en fejltolkning af et kirkeregnskab fra 1656, for ingen af de kendte senere kilder nævner en klokkestabel på oldtidshøjen. Her nævnes indkøb af 2 lange træer til en trappe til klokken, udenfor tårnet, men det er trappen, der er udenfor tårnet, ikke klokken, for inventarfortegnelser, både før og efter indkøbet af disse to lange træer, anfører en klokke hængende i tårnet.
Det har ikke været muligt at finde et maleri eller en tegning af kirken med oldtidshøjen før 1896.
Spørgsmålet er, om klokken nogensinde har stået på oldtidshøjen.

Kilderne:

Kirkeregnskab 1655.
Fortegnelse over kirkens inventar. Heri:
1 kloche hengendes i thornett

Kirkeregnskab 1656.
Udgifter. Heri:
Thill 1 ny trappe til klochenn uden for taarnet kom 2 lange treer for 2 rdl
½ tylt dieller til samme trappe 6 mark

Kirkeregnskab 1683.
Fortegnelse over kirkens inventar. Heri:
1 kloche hengendes i taarnet

Pontoppidans danske atlas fra 1769 nævner ikke en klokkestabel på oldtidshøjen.
Heri står: Fra en høi på kirkegaarden falder en meget smuk udsigt.

Ligsten

I gravkammeret under tårnet hvilede Oberst Johan Georg Lotig og hustru samt et barn.
En plade på hans kiste viste, at han var født 1666 og død 12. maj 1742 og nederst stod dette vers:

I denne jordeblee og sidste sovekammer
Nu hviler tryggelig fra Verdens sorg og jammer
Den brave Herre, som så mange år har tjent
sin Gud og Konge vel og tjenesten fuldendt.
Den ære, han har nydt her af sin Konges nåde
For sin tro tjeneste, er intet mod den både
Hans sjæl nu nyder hos sin Gud i evighed.;
For sin Gudsfrygt har han blandt englene sit sted.
Der fryder han sig nu for Herrens høje trone
I evig herlighed med ærens gyldne krone
Og blandt de salige udbreder Herrens pris
Ud i det herlige og himmelske Paradis.

I 1880 blev ligene flyttet ud på kirkegården lidt nord for oldtidshøjen.

Ved kirkerestaureringen i 1964 blev kirkens trægulv brudt op og herved kom 2 ligsten til syne. De er nu nedlagt i tårnrummets gulv. På den ene er teksten ulæselig. På den anden står der:
Herunder huiler erlige og velfornemme karl Peder Iversen af Mejlby, der hensov udi Herren i juni 1669 i hans alders 84 aar.

P. Storgaard Pedersen skriver i 1896:
I Rindom kirkes våbenhus ligger en gravsten over velædle kirkeværge og sandemand Mads Andersen af Isager, der døde 1659 og hans hustru Kirsten Nielsdatter, død 1655.
Den ligger der ikke mere, men der er indmuret en gravsten i våbenhusets østside, hvor teksten er ulæselig. Det er ikke muligt at afgøre, om det er samme sten.

Oldtidshøjen

Lige som flere andre steder i vores område, er kirken bygget meget tæt på den gang eksisterende oldtidshøje. I Rindum var der 4 gravhøje, hvoraf kun den ene er tilbage.
Den blev udgravet 1854. Der var nogle sten, som kirkeejerne solgte, nogle dele af et bronzesværd fra ældre bronzealder og en hel lerkrukke, der begge blev indleveret til Nationalmuseet.

Gravhøjen er omtalt i Præsteindberetninger til Ole Worm 1639, hvor der står:
"På kirkegården ligger en smuk liden høj, som og synes med hånden at være opkastet og med allehånde urter bevokset, såre lystig og smuk"
og i Danske atlas af Erich Pontoppidan udgivet 1754, hvor der står:
"Fra en høj på kirkegården falder en meget smuk udsigt".

Siden har hele toppen været afgravet og planeret, og i dag er højen fredet.

Våbenhuset

Våbenhuset er opført ca. 300 år efter at kirken blev bygget, altså i slutningen af 1400-tallet eller i begyndelsen af 1500-tallet, formentlig samtidig med at tårnet blev bygget. Det ligger ud for kirkens kvindeindgang i nordsiden af kirkeskibet og har været brugt til at yde læ for personer, der af forskellige årsager ikke havde ret til at betræde selve kirken.
Det kunne være barselskvinder, der skulle renses af præsten, før de kunne gå ind i kirken. De havde tidligere stået uden for kirken i regn og rusk og ventet på præsten; nu kunne de vente i våbenhuset, eller det kunne være samlingssted for og opstilling af processioner, før de gik ind i kirken.
I Fabjerg kirke kaldes våbenhuset 1585 for Skriftehuset, så det har muligvis også været brugt til skrifte, hvor man efter at have fået syndsforladelse kunne gå ind i kirken.
Våbenhuset har også været brugt til opmagasinering af våben og ammunition, i hvert fald efter landmilitsens oprettelse 1701, hvor de hvervede soldater skulle møde om søndagen på eksercerpladsen ved kirken.

Oprindelig har der været to våbenhuse: Det nuværende i nord og det søndre ved mandsindgangen i syd. Det ved vi fra kirkeregnskaberne, der findes fra 1638-1719. I 1716 blev muren og taget på det søndre våbenhus repareret, hvilket også nævnes 1719. Vi ved ikke, hvornår det er revet ned og mandsindgangen er muret til, men det er sket før 1844, hvor våbenhuset er omtalt i ental i Liber Daticus (præstens embedsbog), hvor der er kirkesyn over Rindum kirke for hvert år 1840-1862.

I våbenhuset hænger en kasseret klokkeknebel, der har været så slidt, at den har været en tur hos smeden, der har drejet den en kvart omgang, så den kunne slides et nyt sted, indtil den blev erstattet af en ny knebel ved renoveringen af klokken i 1990'erne.

Litteratur og kilder

Mens vi venter på det ultimative værk om Rindum kirke:
Nationalmuseet: Danmarks kirker, Rindum sogn,
der formentlig kommer om 10-15 år, kan man læse om kirken i:

Præsteindberetninger til Ole Worm, bind 1: Indberetninger fra Ålborg og Ribe stifter 1625-42 ved Frank Jørgensen 1970. Heri side 140: Rindom sogn.

Erich Pontoppidan: Den danske Atlas 1763-1781. Heri Tom 5, bind 2, 1769 side 841: Rindum sogn.

J. P. Trap: Statistisk topografisk beskrivelse af Kongeriget Danmark, 1860
i daglig tale kaldt: Trap Danmark.
2. udgave 1879
3. udgave 1906
4. udgave 1932
5. udgave 1967.

P. Storgaard Pedersen: Bidrag til Hing herreds historie og topografi, 1896.
Heri side 176-187: Rindom sogn.

Sogneblad for Rindom kirke 1980, 8 sider.
Heri side 6-8: H. Chr. Flytkjær: Rindom kirke, medens sekler svandt.

Kr. Susgaard: Rindum sogn, 1993, 325 sider.

Gunner Baunsgaard: Rindum kirke 1995, 16 sider.

På Rigsarkivet i Viborg findes bl.a.

Regnskabsbog for Rindum kirke 1638-1719.

Liber Daticus for Ringkøbing-Rindum pastorat 1732-1863 (den protokol, hvor præsten noterede oplysninger om embedet, kirken og sognet).
I protokollen 1838-1863 findes årlige syn af Rindum kirke med angivelse af, hvad der skulle repareres.