Erik Brejls hjemmeside

[dåbsfad]   [klokken]   [ligsten]   [oldtidshøjen]   [våbenhuset]
  [inventarieliste 1654 og 1683]   [litteratur]   [Indlæg om dåbsfad]

Dåbsfadet

Dåbsfadet er af drevet messing. I bunden er der et billede af Mariæ bebudelse omkranset af et bredt bånd af gentagne store bogstaver og tegn, der formodentlig kun har dekorativ karakter. På fanen er der stemplet sekstakkede stjernelignende blomster langs yderkanten og indenfor er der franske liljer.
Den slags messingfade blev fremstillet fra omkring midten af 1500-tallet i Nürnberg i Sydtyskland, og samme type findes i rigtig mange danske kirker. Langt de fleste har et billede af Mariæ bebudelse, med Gabriel til venstre med en kors-stav i hånden og Maria til højre, der modtager kraft fra Helligånden, der ses øverst i skikkelse af en due, mens resten fra den tid har et billede af Adam og Eva, der plukker af det forbudte træ i Edens have. Senere kom der også et billede af Josva og Kaleb, der bærer den tunge drueklase hjem fra det forjættede land.
De blev fremstillet både til verdslig og kirkelig brug.
Dels som skylleskåle til middagsbordet i en tid, hvor man ikke brugte bestik. Det kom først i brug i begyndelsen af 1600-tallet, hvorefter messingfadene blev brugt til andre formål.
Dels som dåbsfad efter at man i midten af 1500-tallet havde besluttet sig for at gå over til overøsning af barnets hoved i stedet for neddykning ved barnedåb i danske kirker. Mange var gaver til kirken fra privatpersoner.
Identiske fade var altså i brug på samme tid både i hjem og kirke i 1500- og første del af 1600-tallet og også senere.
F.eks. nævner en sønderjysk præst sådan et fad i en præsteindberetning fra 1766. Det stod på kakkelovnen i Bække kro for at varme vand. I samme præsteindberetning nævnes, at dåbsfadet i Jelling kirke var fuldstændig magen til fadet i Bække kro.

Dåbskanden er af kobber med et kors indgraveret på halsen og i bunden står der:
1975 Fremstillet til
Rindum kirke for midler
skænket af Anna Faverby

Klokken

Klokken, der hænger i kirkens tårn, blev støbt først i 1600-tallet.
Den er omstøbt 1688 og 1878, og senest er den istandsat i 1990'erne.
Ved denne lejlighed fik den en ny knebel, mens den gamle og slidte blev sat op i våbenhuset.

P. Storgaard Pedersen skrev i 1896:
"Klokken, der forhen hang på et træstillads på kæmpehøjen... hænger nu i tårnet".
Desværre anføres ingen kilde, men oplysningen kan skyldes en fejltolkning af et kirkeregnskab fra 1656, for ingen af de kendte senere kilder nævner en klokkestabel på oldtidshøjen. Her nævnes indkøb af 2 lange træer til en trappe til klokken, udenfor tårnet, men det er trappen, der er udenfor tårnet, ikke klokken, for inventarfortegnelser, både før og efter indkøbet af disse to lange træer, anfører en klokke hængende i tårnet.
Det har ikke været muligt at finde et maleri eller en tegning af kirken med oldtidshøjen før 1896.
Spørgsmålet er, om klokken nogensinde har stået på oldtidshøjen.

Kilderne:

Kirkeregnskab 1655.
Fortegnelse over kirkens inventar. Heri:
1 kloche hengendes i thornett

Kirkeregnskab 1656.
Udgifter. Heri:
Thill 1 ny trappe til klochenn uden for taarnet kom 2 lange treer for 2 rdl
½ tylt dieller til samme trappe 6 mark

Kirkeregnskab 1683.
Fortegnelse over kirkens inventar. Heri:
1 kloche hengendes i taarnet

Pontoppidans danske atlas fra 1769 nævner ikke en klokkestabel på oldtidshøjen.
Heri står: Fra en høi på kirkegaarden falder en meget smuk udsigt.

Ligsten

I gravkammeret under tårnet hvilede Oberst Johan Georg Lottig og hustru samt et barn.
En plade på hans kiste viste, at han var født 1666 og død 12. maj 1742 og nederst stod dette vers:

I denne jordeblee og sidste sovekammer
Nu hviler tryggelig fra Verdens sorg og jammer
Den brave Herre, som så mange år har tjent
sin Gud og Konge vel og tjenesten fuldendt.
Den ære, han har nydt her af sin Konges nåde
For sin tro tjeneste, er intet mod den både
Hans sjæl nu nyder hos sin Gud i evighed.;
For sin Gudsfrygt har han blandt englene sit sted.
Der fryder han sig nu for Herrens høje trone
I evig herlighed med ærens gyldne krone
Og blandt de salige udbreder Herrens pris
Ud i det herlige og himmelske Paradis.

I 1880 blev ligene flyttet ud på kirkegården lidt nord for oldtidshøjen.

Ved kirkerestaureringen i 1964 blev kirkens trægulv brudt op og herved kom 2 ligsten til syne. De er nu nedlagt i tårnrummets gulv. På den ene er teksten ulæselig. På den anden står der:
Herunder huiler erlige og velfornemme karl Peder Iversen af Mejlby, der hensov udi Herren i juni 1669 i hans alders 84 aar.

P. Storgaard Pedersen skriver i 1896:
I Rindom kirkes våbenhus ligger en gravsten over velædle kirkeværge og sandemand Mads Andersen af Isager, der døde 1659 og hans hustru Kirsten Nielsdatter, død 1655.
Den ligger der ikke mere, men der er indmuret en gravsten i våbenhusets østside, hvor teksten er ulæselig. Det er ikke muligt at afgøre, om det er samme sten.

Oldtidshøjen

Lige som flere andre steder i vores område, er kirken bygget meget tæt på den gang eksisterende oldtidshøje. I Rindum var der 4 gravhøje, hvoraf kun den ene er tilbage.
Den blev udgravet 1854. Der var nogle sten, som kirkeejerne solgte, nogle dele af et bronzesværd fra ældre bronzealder og en hel lerkrukke, der begge blev indleveret til Nationalmuseet.

Gravhøjen er omtalt i Præsteindberetninger til Ole Worm 1639, hvor der står:
"På kirkegården ligger en smuk liden høj, som og synes med hånden at være opkastet og med allehånde urter bevokset, såre lystig og smuk"
og i Danske atlas af Erich Pontoppidan udgivet 1754, hvor der står:
"Fra en høj på kirkegården falder en meget smuk udsigt".

Siden har hele toppen været afgravet og planeret, og i dag er højen fredet.

Våbenhuset

Våbenhuset er opført ca. 300 år efter at kirken blev bygget, altså i slutningen af 1400-tallet eller i begyndelsen af 1500-tallet, formentlig samtidig med at tårnet blev bygget. Det ligger ud for kirkens kvindeindgang i nordsiden af kirkeskibet og har været brugt til at yde læ for personer, der af forskellige årsager ikke havde ret til at betræde selve kirken.
Det kunne være barselskvinder, der skulle renses af præsten, før de kunne gå ind i kirken. De havde tidligere stået uden for kirken i regn og rusk og ventet på præsten; nu kunne de vente i våbenhuset, eller det kunne være samlingssted for og opstilling af processioner, før de gik ind i kirken.
I Fabjerg kirke kaldes våbenhuset 1585 for Skriftehuset, så det har muligvis også været brugt til skrifte, hvor man efter at have fået syndsforladelse kunne gå ind i kirken.
Våbenhuset har også været brugt til opmagasinering af våben og ammunition, i hvert fald efter landmilitsens oprettelse 1701, hvor de hvervede soldater skulle møde om søndagen på eksercerpladsen ved kirken.

Oprindelig har der været to våbenhuse: Det nuværende i nord og det søndre ved mandsindgangen i syd. Det ved vi fra kirkeregnskaberne, der findes fra 1638-1719. I 1716 blev muren og taget på det søndre våbenhus repareret, hvilket også nævnes 1719. Vi ved ikke, hvornår det er revet ned og mandsindgangen er muret til, men det er sket før 1844, hvor våbenhuset er omtalt i ental i Liber Daticus (præstens embedsbog), hvor der er kirkesyn over Rindum kirke for hvert år 1840-1862.

I våbenhuset hænger en kasseret klokkeknebel, der har været så slidt, at den har været en tur hos smeden, der har drejet den en kvart omgang, så den kunne slides et nyt sted, indtil den blev erstattet af en ny knebel ved renoveringen af klokken i 1990'erne.

Rindum Kirke
Inventarieliste
1654

Rindum Kirke
Inventarieliste
1683

Kalk og disk af sølv, forgyldt

Messehagel af rød fløjl med guldkniplinger på til et kors

En dito med guldkniplinger bag på til et kors og omkranset med 5 guldkniplinger

En messesærk

Et alterklæde af blommet ulden tøj

Et smukt lidet par messinglysestager

En alterbog

En psalmebog

En ligbåre

En klokke hængende i tårnet

En bibel in octavo 4 Tom

Et gammelt beslaget skab at forvare alterklæder udi

En tinflaske til messevin.

Ændringer til Invantarielisten indført i kirkens regnskabsbog

1684 en ny tinflaske til kirken at hente messevin udi

1686 forbedret med et kirkeritual

1688 en ny alterbog

1700 en ny salmebog in octavo

1704 det søndre våbenhus dør forbedret med en hængeløs
         en ny ligbåre

1705 en ny klokkestreng
         en hængelås for porten

1706 en ny ligbåre

1720 en ny messesærk

Litteratur og kilder

Mens vi venter på det ultimative værk om Rindum kirke:
Nationalmuseet: Danmarks kirker, Rindum sogn,
der formentlig kommer om 10-15 år, kan man læse om kirken i:

Præsteindberetninger til Ole Worm, bind 1: Indberetninger fra Ålborg og Ribe stifter 1625-42 ved Frank Jørgensen 1970. Heri side 140: Rindom sogn.

Erich Pontoppidan: Den danske Atlas 1763-1781. Heri Tom 5, bind 2, 1769 side 841: Rindum sogn.

J. P. Trap: Statistisk topografisk beskrivelse af Kongeriget Danmark, 1860
i daglig tale kaldt: Trap Danmark.
2. udgave 1879
3. udgave 1906
4. udgave 1932
5. udgave 1967.

P. Storgaard Pedersen: Bidrag til Hing herreds historie og topografi, 1896.
Heri side 176-187: Rindom sogn.

Sogneblad for Rindom kirke 1980, 8 sider.
Heri side 6-8: H. Chr. Flytkjær: Rindom kirke, medens sekler svandt.

Kr. Susgaard: Rindum sogn, 1993, 325 sider.

Gunner Baunsgaard: Rindum kirke 1995, 16 sider.

På Rigsarkivet i Viborg findes bl.a.

Regnskabsbog for Rindum kirke 1638-1719.

Liber Daticus for Ringkøbing-Rindum pastorat 1732-1863 (den protokol, hvor præsten noterede oplysninger om embedet, kirken og sognet).
I protokollen 1838-1863 findes årlige syn af Rindum kirke med angivelse af, hvad der skulle repareres.

Lille oplæg om Rindum kirkes dåbsfad

ved Menighedsrådets orienteringsmøde i Rindum kirkehus 24.3.2019.

1 Jeg glæder mig meget
2 Jeg har et stort håb.

Det hænger sammen med at Nationalmuseet begyndte at udgive storværket Danmarks Kirker i 30’erne. De første amter der blev beskrevet var Præstø, Sorø og Thisted amter. Billederne var sort-hvide og indskrifterne på gravsten var ikke citeret, kun omtalt.
Da man i fattigfirserne var kommet til Ringkøbing amt og havde fået udgivet Ringkøbing købstad, slog det gamle Ringkøbing amt pengekassen i, så det store tilskud helt forsvandt og udgivelsen gik i stå, uden at man vidste om det nogen sinde ville fortsætte. Heldigvis fandt man en løsning efter nogle år og begyndte nordligst med herrederne ved Limfjorden og nu bevæger man sig langsomt sydover med 4-5 kirker om året, så der er lang tid til man når Hind herred og dermed Rindum kirke.
Det er det jeg glæder mig til og det jeg håber at nå at se, før jeg lukker mine øjne for sidste gang.
Jeg har taget hæftet med Resen kirke med. Den har en katekismusaltertavle fuldstændig magen til vores, bortset fra at Fadervor står på en plade øverst.
(Danmarks Kirker. Ringkøbing amt. Hæfte 12-13).

Trends er noget pudsigt noget. Hvorfor var hele universitetsverdenen marxister i 70’erne?
Mode og trends har altid eksisteret.
I slutningen of 1600-tallet blev det in, at konger og fyrster lod udgive beskrivelser af deres riger og lande. Det ville de danske konger også, og derfor beordrede de danske biskopper alle præster i deres stift til at indsende meget detaljerede beskrivelser af deres sogn,
herunder beskrivelse af herregårde med deres ejere og disses slægter og af kirken med præsterne siden reformationen og deres slægter
samt beskrivelse af alt inventar, herunder alle inskriptioner på gravsten, epitafier og andet inventar.
[Biskop Bloch i Ribe] skrev 1765 til alle sine præster og bad dem indsende svar på sine 121 spørgsmål, f.eks:

1 Præsterne siden reformationen, deres ægtefæller og børn samt, hvis det har været muligt, deres genealogi
2 Kirkerne, bygninger og inventar samt alle inskriptioner på epitafier, inventar og ligsten
4 Herregårde, størrelse, bygninger, ejere og deres slægt.

Jeg har taget uddrag af disse indberetninger og lagt dem på min hjemmeside sammen med uddrag af skifter ældre end 1820.
Desværre manglede indberetningen for Ringkøbing og Rindum sogne i pakken i arkivet i Viborg, men langt de fleste indberetninger er bevaret.

Peder Nielsen Thun var præst i Hjortlund og Kalvslund i 1765 og i sin indberetning skriver han:

Jeg kan ikke lade være at fortælle om min oplevelse.
I Bække kro var der et messingfad med et meget slidt billede af Adam og Eva ved kundskabens træ i Edens have. Rundt om stod disse 8 tegn fem gange, hver gang med sin distinktion imellem. Nogle af tegnene lignede runer, de øvrige munkeskrift.

Da jeg var i Jelling kirke, så jeg at dåbsfadet der havde et billede af Mariæ bebudelse og med fuldstændig de samme 8 tegn som i Bække kro fem gange udenom.

Det fik mig til at se på vores dåbsfad i Rindum kirke og minsandten. Der var også et billede af bebudelsen og med de samme runeagtige tegn i en krans rundt om billedet.
Fadet er dog pudset så mange gange, at de ikke står så tydeligt mere.
Så kiggede jeg i værket Danmarks Kirker og så hvor mange steder i Jylland, der var et messingdåbsfad med de samme to billeder og det var overraskende. Henved halvdelen af de jyske middelalderkirker har sådan et fad.

Rindum kirkes dåbsfad er af drevet messing, altså ikke støbt, men håndlavet.
I bunden er der et billede af Mariæ bebudelse omkranset af et bredt bånd af gentagne store bogstaver og tegn, der formodentlig kun har dekorativ karakter.
På fanen er der stemplet sekstakkede stjernelignende blomster langs yderkanten og indenfor er der franske liljer.
Den slags messingfade blev fremstillet fra omkring midten af 1500-tallet i Nürnberg i Sydtyskland. Langt de fleste har et billede af Mariæ bebudelse, mens resten fra den tid har et billede af Adam og Eva, der plukker af det forbudte træ i Edens have. Senere kom der også et billede af Josva og Kaleb, der bærer den tunge drueklase hjem fra det forjættede land.
De blev fremstillet både til verdslig og kirkelig brug.
Dels som skylleskåle til middagsbordet i en tid, hvor man ikke brugte bestik. Knive og gafler kom først i brug i begyndelsen af 1600-tallet, hvorefter messingfadene blev brugt til andre formål.
Dels som dåbsfad efter at man i midten af 1500-tallet havde besluttet sig for at gå over til overøsning af barnets hoved i stedet for neddykning ved barnedåb i danske kirker. Mange var gaver til kirken fra privatpersoner.
Identiske fade var altså i brug på samme tid både i hjem og kirke i 1500- og første del af 1600-tallet og også senere.

Jeg ved ikke hvornår kirken har fået sit dåbsfad. Det er hverken nævnt i Trap Danmark eller hos Susgaard,
men det er ikke med i en inventarieliste fra 1683, som er den nyeste, jeg indtil nu har kunnet finde. Regnskabsbogen nævner år for år indtil 1720 hvilke ændringer der er på denne liste, så det er kommet til kirken efter 1720.
Jeg forestiller mig, at det er en gave fra den første kirkeejer generalmajor Johan Georg von Lottig til Rindum Nygård, ham der indrettede et begravelsesrum i tårnrummet til sig og sin hustru, hvor deres kister stod indtil 1889, hvorfra de blev flyttet ud i en begravelse på kirkegården.
Han fik skøde på kirken 1720 og døde i 1742. Så måske i det tidsrum, men det er rent gæt.

Der går mindst 5-6 år inden Nationalmuseet udgiver Rindum kirke og sikkert mere, så indtil da må vi nøjes med min beskrivelse på Rindum kirkes hjemmeside.