Erik Brejls hjemmeside

Steen Steensen Blicher

Start

billede af Blicher

[Humor]   [Biografi]   [Kierkegaard]   [Slægt]  


Humor

  Blicher havde humor.
  Werner H. F. Abrahamson fik trykt et satirisk digt i tidsskriftet Minerva i 1790 med titlen: Norma morum (Regel for sæderne), hvor første vers lyder:

Min Søn, om Du vil i Verden frem,
Saa buk;
Og tie til Tingen, Du finder slem,
Og buk.
Viid, Du est fattig, thi maa Du bukke,
Og skiønt Du vel kan i Løndom sukke,
Saa tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

  Blicher udgav 1838 digtsamlingen: Trækfuglene, hvor præludiet indledes med sangen: Sig nærmer tiden, da jeg må væk.
  Herefter følger ouverturen med et billede af vinteren og længesl efter vår,
  og så kommer de 28 egentlig trækfugledigte, præsenteret i den rækkefølge fuglene ankommer til Danmark.
  Digtet Gøgen, hvor første vers lyder:

Min søn, om du vil i verden frem,
så kuk
hvad enten du finder den god eller slem,
kun kuk.
Om den går frem, om den går tilbage
du lige let dig den tage.
Med smil og med latter,
syng højt og syng atter:
Kukkuk.

billede af Trækfuglene



Biografi

Uddrag af bogen:
Hans Povlsen: Steen Steensen Blicher. Gad, 1963.


Blicher blev født 11. oktober 1782 i Vium præstegård som søn af præsten Niels Blicher og Kristine Marie Curtz, der begge var af gamle præsteslægter.
Hans mor led snart af sløvsind og blev sindssyg indtil hun døde i 1820. Derfor var Steen i lange perioder dels hos sin grandonkel etatsråd Steensen på Aunsbjerg, hvor han var at træffe overalt på gården, i skoven og i marken; blandt andet var han meget sammen med skytten Vilhelm, der fyldte ham med spøgelseshistorier og herregårdssagn,
og dels på Hald hos landsdommer Schinkel, der er portrætteret i Fjorten dage i Jylland og i Eneste barn.

1799 blev han sendt til København for at tage studentereksamen efter sin discipeltid i Randers Latinskole, hvor han ofte spadserede de 2-3 mil ud til sine tre farbrødre, de tre Blicherter, der var præster i Borup, Spentrup og Vorning.

Efter en sygdomsperiode i København blev han huslærer på Falster, hvor han blev introduceret til den gæliske digter Ossian, hvis digte handler om mænd af mod, blide trofaste kvinder og højskotske heder.
Blicher lærte sig engelsk, selv om der ingen lærebøger fandtes på den tid, og oversatte Ossians digtcyklus til dansk. Første bind udkom i 1807, det år hvor Blicher som frivillig deltog i forsvaret af København under Englandskrigene.

I sin studentertid gik han til forelæsninger hos Henrik Steffens sammen med blandt andre Oehlenschläger, men modsat Oehlenschläger, der i romantikken dyrkede geniet og idealismen, fastholdt Blicher sin bundethed til faderens teologi og jordbundethed.

I 1810 fik han sin embedseksamen,
han blev ansat som adjunkt i Randers, men blev der kun et år
og han blev gift med Ernestine Juliane Berg, enke efter Steens farbror Peder Daniel Blicher, præst i Spentrup, død 1809, men hun forstod ikke sin mands kunst og udtalte, at hun ikke brød sig om den.

1819 fik han kaldsbrev på embedet som præst i Torning og Lysgård, hvor han følte sig hjemme, dels hos sine sognebørn, der forstod ham og han dem, og dels som nabo til heden.
Det var her han skrev: Brudstykker af en landsbydegns dagbog, der blev hans gennembrud som prosaforfatter. Novellen er muligvis inspireret af Goethes dagbogslignende brevsamling: Den unge Werthers lidelser.

1825 blev han kaldet til sognepræst i Spentrup og Gassum, hvor han blev til sin død.
Han ville nu være sin egen forlægger og fik 324 abonnenter på sit litterære månedsskrift Nordlys, der udkom i to år og var fyldt med henved 100 digte, noveller og artikler.
Han introducerede Peer Spillemand, Blichers andet jeg, der polemiserede mod tidens koryfæer, hvoraf de toneangivende i København med Johan Ludvig Heiberg i spidsen, anså Blicher som en mindreværdig bondedigter, en litterær uldjyde.
Heiberg anså heller ikke N. F. S. Grundtvig og H. C. Andersen for at være store digtere.
Derimod havde Kierkegaard fattet betydningen af Blichers forfatterskab og i Af en endnu levendes papirer (1838) omtales det i meget positive vendinger.

På Ernestines fødselsdag 11. december 1827 indtraf katastrofen.
Efter et gilde med rigelig mad og drikke, vågnede Blicher klokken 4 om morgenen og fandt Ernestines leje tomt. Han fandt hende i sengen hos en af husets gæster.
Fru Blicher blev nu med sine få ejendele kørt til Randers, men Blicher længtes efter hende og efter mange besøg blev hun kørt tilbage til præstegården.
Det er den historiske anledning til novellen Sildig opvågnen, der handler om en kvindes utroskab, hvorved to familier lægges øde og resulterede i hendes mands død for egen hånd.
Den er et studie i kvindesjælen, han ikke havde kunnet udføre uden oplevelsen som kilde.

Blicher stod op hver morgen klokken 4, lavede selv sin morgente og røg sin morgenpibe. I jagttiden tog han bøssen og jagttasken ned og forsvandt ud i den årle morgen med sin hund.
Af og til gik han på jagt med de adelige, men oftest strejfede han om alene, gerne flere dage med overnatning hos en bonde eller i en kro.
Han kunne efterligne fugles og dyrs stemmer og kalde dem frem.
På de vidtstrakte hedestier traf han tatere og fredløse, der gav kolorit til novellerne.
Han søgte frihed fra sine trængsler og fandt heden, dens dyre- og menneskeliv, dens mystik og dens storslåethed.
Hvis Blicher ikke havde været den forhutlede vagabond han var, ville ingen hede i dag være fredet. Den ville som før ham være hadet og afskyet af alle.
I 1832 begyndte han at udgive Diana: Et tidsskrift for jagtelskere, som er en lærebog for jægere iblandet anekdoter og filosofiske betragtninger. Det udkom i 5 år.

Jonas Collin, en af kongens nærmeste rådgivere i København, der var mæcen for H. C. Andersen, hjalp også Blicher, så han fik bevilget penge til at udgive Beskrivelse af Viborg og Skanderborg amter, der forudsatte månedlange rejser til fods.
Viborg amt udkom i 1839 efter landhusholdningsselskabets kritik og krav om rettelser. Værket indeholder udover det topografiske stof blandt andet beskrivelse af klimaet, af bondens og husdyrenes liv, af natmandsfolket, af uldbinderiet og af hørindustrien.
Bortset fra Holbergs Jeppe på bjerget er Blicher vel den første, der beskriver bonden som ligeværdig.
Skanderborg amt udkom aldrig. Det blev kasseret og overladt til en anden at udgive.

I 1839 gjorde Blicher en rejse fra Hamborg, over Ditmarsken gennem Vestjylland og Vendsyssel til Grenen, hvor han beskriver, hvad han så og oplevede i bogen Vestlig profil af den Cimbriske halvø. Han fulgte kysten, men gjorde en afstikker til heden med fortællingen om Jens Langkniv.
Blichers far Niels Bliver havde tidligere udgivet Topographie over Vium Præstekald, trykt 1795.

Under sin sygdom i 1837 skrev Blicher sit afskedsdigt til verden: Sig nærmer tiden, da jeg må væk, men han kom sig mirakuløst og det blev i stedet indledningen til den muntert-vemodige naturkoncert: Trækfuglene, hvor 30 fugle hver får nogle vers, fra Hjejlen som den første, over Rylen, der mildt og forsonligt skildrer Ernestines færden i hjemmet, og Gøgen, som omtalt ovenfor til det sidste: Svanesang.

Den 1. august 1838 mødtes nogle studenter på Himmelbjerget og besluttede at mødes næste år på samme dato for at holde en fest, der skulle opflamme til kærlighed til fædrelandet og til nordisk sammenhold.
Blicher meldte sig til festen 1839 og holdt tale for alle lag af folket der var mødt frem.
Ejeren af Himmelbjerget kom på den tanke, at der var penge at tjene, så han ansøgte om tilladelse til at lave et traktørsted og til at kræve bompenge af de besøgende. Det fik Blicher til at skrive en meget skarp artikel og megen polemik fulgte. Det endte med at Kong Christian VIII købte Himmelbjerget og stillede det til rådighed for Blicher og hele nationen. Der blev holdt Himmelbjergfester til og med 1844; de sidste år med etatsråd Tang på Nørre Vosborg som arrangør.
Blicher ville samle Danmark for at modværge faren fra syd, som han anede ville komme. Vi havde mistet flåden og Norge. Nu skulle Danmark opruste materielt og politisk, så vi ikke mistede hele landet.
Men Blicher blev sat fra at bestyre festerne af en komite med herredsfoged Witt som formand, lige som der rejste sig en smædekampagne mod Blicher med anklager om fordrukkenhed og uærlighed i pengesager. Digteren Goldschmidt optog i vittighedsbladet Corsaren en ondartet tegning af Blicher som fordrukken præst i ornat ridende på et svin.
Det er dog bemærkelsesværdigt, at ingen af hans foresatte, der mod slutningen af hans liv med alle midler søgte at få ham fjernet fra sit embede, fremsatte disse anklager, der i selv ville have været fældende.
Blicher rejste til København for at være med til det store nordiske studentermøde i 1845, men blev afvist i døren, fordi han skulle været luset.
Den ukuelige sjæl gav dog ikke op, men indkaldte til et folkemøde på Hohøj ved Mariager, som han dog i sidste øjeblik måtte aflyse. Til denne fest havde han skrevet sangen: Jyden han æ stærk og sej.

Steen Steensen Blicher, der blev tvunget til at tage sin afsked i nåde med pension, døde 26 marts 1848, nedbrudt og uden opmærksomhed, for sladder og mistænkeliggørelse havde sat ham uden for det gode selskab.
Kun få af tidens blade og aviser nævnte hans bortgang. Ingemann skrev ikke noget sørgekvad og Grundtvig nævnte ikke Blichers død i sit blad Danskeren. Den eneste, der gav en positiv omtale, var Meir Goldschmidt, der havde hånet ham i Corsaren.
Først 16 år efter hans død blev der skrabet så mange penge sammen at der kunne sættes en sten på hans grav.



Blicher og Kierkegaard

  Søren Kierkegaard var tydeligvis inspireret af Blicher. Se her



  Link til Steen Steensen Blichers slægt

  Anetavle i:
  Carl Langholz: Anetavler for berømte danskere. 1. samling. Digtere og forfattere. 1989 side 50-63

  Se skifte efter Steen Steensen Blichers farfar Jens Nielsen Blicher, præst i Gauerslund, død 1765.