Erik Brejls hjemmeside

Søren Aabye Kierkegaard

Start

billede af Kierkegaard

[Foredrag] [Blicher] [Jordrystelsen] [Slægt]


SAK

Jeg vil begynde med en lille sang: En lille nisse rejste med ekstrapost fra land til land.
Det at rejse i midten af 18-tallet var dyrt og besværligt. Der skulle skaffes billetter og rejsepas til hver del af turen, og man blev grundigt udspurgt om, hvor man skulle hen og hvorfor. Man rejste med dagvogn, hvor den fandtes, hvor der var plads til 4 til 6 personer i vognen, men uden for købstæder og trafikknudepunkter måtte man købe ekstrapost. Det var dyrt, men så havde man som regel vognen for sig selv.
SAK rejste ikke meget i sit liv, han var Københavner. Han var dog i Gilleleje i 1835, hvor han besluttede sig for at finde den ide, for hvilken han kunne leve og dø, og så var han 4 gange i Berlin, og i sommeren 1840 var han på besøg i Sædding.

SAK blev født 5.5.1813 i København.
Han siger selv: "1813 blev jeg født i det gale pengeår, da så mangen gal seddel blev sat i cirkulation. Og en sådan seddel synes min eksistens bedst at kunne sammenlignes med".
Hans far Michael Pedersen Kierkegaard var en meget velhavende hosekræmmer, det vil sige klæde-grosserer på Nytorv 2 i København, nordlig nabo til Domhuset. Han var født i Sædding Kirkegård, anneksgård til præstegården i Sædding, i fattige kår. Som barn vogtede han får i lyngbakkerne og en dag han frøs og var sulten, stillede sig op på den høj, der kaldes "Højeste høj" og forbandede Gud over sine usle kår. Den begivenhed gav ham skyldfølelse resten af livet. Som 12 årig hentede hans morbror ham til København og oplærte ham til klæde-grosserer. Han blev efterhånden så velhavende, at han kunne købe morbroderen ud. 41 år gammel solgte han hele forretningen og levede af sine midler resten af sit liv. Han blev 82 år gammel.
Hans fars første kone Kirstine Nielsdatter Royen døde 1796 uden at de fik børn.
Faderen giftede sig så med sin tjenestepige Anne Sørensdatter Lund, hvis far var husmand, skoleholder og kirkesanger i Brandlund i Brande sogn, hvor de hørte til Hernhutterne. De fik 7 børn. Hun var et muntert og venligt gemyt, men helt uden boglig og intellektuel begavelse, og selv om Søren holdt meget af sin mor og tog sig hendes død 1834 meget nær, omtales hun aldrig i hans skrifter.
Faderen var helt anderledes; han talte og talte med sin søn Søren, som yngste barn, ofte om meget filosofiske emner, så han blev meget gammelklog. Han siger selv: "Jeg har egentlig aldrig været rigtig barn".
Søren blev sendt i Borderdydskolen, der var de fines skole, hvor de andre børn kom i fornemt modetøj, mens faderen tvang Søren til at møde op i almuetøj. Han skulle ikke gøre sig til, og tro, at han var finere end alle andre børn. Han skulle være tro imod det, han var rundet af.
Søren blev ofte nægtet at lege med de andre børn i kvarteret, når han kom fra skole. I stedet gik faderen og Søren ture i den store lejlighed på Nytorv, og i fantasien mødte de i chatollet en skovserkone, der solgte fisk på Gammelstrand. Hende fik de en snak med om hendes vilkår. Søren skulle lære at ingen var finere end andre.
Sørens forældre var tilknyttet den Hernhuttiske bevægelse og det var en selvfølge at familien gik i Domkirken klokken 10 og til møde hos Hernhutterne i Stormgade, (der hvor Nationalmuseets søjlearkade ligger) klokken 17. Han blev student 1830 og cand. theol 1840, to år efter faderes død. Han havde givet sin far det løfte, at han skulle besøge sin gamle faster Else i Sædding i faderens fødegård, så det gjorde han sommeren 1840.
Han rejste over Kalundborg, Århus, Randers Viborg, Hald, Holstebro og Ringkøbing.
Han medbragte en gave på 3.000 rdl til skolens opdragelse af ungdommen, og han skulle prædike i Sædding kirke, men det kom han vist ikke til.
På rejsen, der tog 3 uger, gik han i giftetanker og da han kom hjem, friede han til Regine Olsen 8.9.1840.
Han fortrød 2 dage efter og gik og funderede over, om han kunne gøre hende lykkelig, og om det var forsvarligt, at indvi hende i hans og slægtens dybe hemmeligheder, som hun slet ikke havde forudsætninger for at forstå.
Det må dreje sig om den dybe "jordrystelse", der kort før faders død skete med Søren, da han blev bekendt med en hemmelighed i faderens liv og gudsforhold og den forbandelse, der hvilede over slægten.
Denne jordrystelse påførte ham en: citat: "ny ufejlbarlig fortolkningslov af samtlige fænomener".
Han sender derfor ringen tilbage 11.8.1841, 11 mdr. efter frieriet. Hun blev gift 6 år efter i 1847 med Frededrik Schlegel, der blev guvernør i Dansk Vestindien. Hun døde først 1911.
SAK havde ikke noget borgerligt erhverv, for han var hovedrig, så han kunne hellige sig skriveriet. Hans far havde nemlig haft sine penge stående i kongelige obligationer, de eneste der ikke skulle indløses til en brøkdel af deres værdi. Han spadserede hver dag i Københavns gader og gav sig i snak med enhver lige fra Amagerkoner til universitetsfolk på samme måde, som han havde gået ture med faderen i barndommens lejlighed.

På kun 6 år fra 1842 til 1848 skrev SAK hele sit kæmpe værk i to dele, den ene skrevet af pseudonyme personligheder, det være sig filosoffen, æsteten eller etikeren, der alle vil bygge deres tilværelse op uden Gud, og for dem alle ender det med angst og fortvivlelse. Disse emner beskrives også i bøgerne: Begrebet angst og Sygdommen til døden.
Den anden under eget navn om livet med Gud og om at være tro mod det, man er rundet af.

Han blev rosende omtalt i tidsskriftet Corsaren, som han anså for et smudsblad, og bad i stedet om at blive udskældt. Det skulle han aldrig have gjort, for nu fulgte den ene artikel efter den anden, der latterliggjorde ham, både i ord og i satiriske tegninger.

Tiden kendteste filosof var Hegel, hvis filosofi i yderste konsekvens førte til marxisme og nazisme, hvor fastlåste tankesystemer presses ned over en hel befolkning uanset at tusinder går til i processen. Kierkegaard indså konsekvenserne af Hegels filosofi, som han bekæmpede med næb og klør.

Fra 1855 efter Biskop Mynsters død, som af efterfølgeren blev kaldt et sandhedsvidne, begynde SAK et heftigt angreb på kirken og dens præsteskab, for at være levebrødsansatte og ikke Kristi sande efterfølgere, først i avisartikler og senere i sit eget tidsskrift "Øjeblikket". Det skabte selvfølgelig megen modstand mod ham.

SAK døde 11.11.1855, kun 42 år gammel. Han blev begravet fra Frue kirke, der var så fyldt, at folk stod helt ude på gaden, men der var ikke mange repræsentanter for kirken, universitetet og litteraturen. Han er begravet på Assistents kirkegård i København.
Han havde selv valgt det vers af Brorson der skulle stå på hans gravsten:
Det er en liden tid, så har jeg vundet,
så er den ganske strid med et forsvundet,
så kan jeg hvile mig i rosendale
og uafladelig med Jesus tale.

Til sidst et par ord om hans forfatterskab, der kan betegnes som æstetetisk, religionsfilosofisk og opbyggeligt.
Kierkegaards forfatterskab er enestående rigt, rigt i omfang, fantasi og skarpsindighed, præget af hårfin logik og mægtige følelser; men også af jævn tale om Guds rige og af en utrolig lærdom.
Han skrev i et sprog, der er så vanskeligt, at det bliver knudret og uforståeligt i de filosofiske og religiøse skrifter, mens han kunne skrive legende let, yndefuldt og billedskønt i de opbyggelige taler.
Nogle kendte titler er:
Enten - Eller, Frygt og bæven, Begrebet angest, Stadier på livets vej,
Kærlighedens gerninger, Sygdommen til døden, Opbyggelige taler.
De første 4 her nævnte er skrevet under pseudonym og giver ikke udtryk for hans egne tanker, men for en tænkt modstanders tanker og holdninger.

I livet stilles man over for utallige valg, man ved aldrig om det var det rigtige, man valgte. Den usikkerhed er eksistentiel, men vi kan ikke lægge skylden for det, der sker i vores liv, over på andre, vi må stå inde for os selv. Det med valgets nødvendighed er også grundtanken i den filosofiske retning eksistentialismen, der tillægges Sartre, men har sin rod i Kierkegaards tænkning.

SAK opererer med tre stadier på livets vej:

1) det æstetiske stadium: man lever for at nyde det skønne og det dejlige: det kan være et stykke musik, en affære med et andet menneske, eller et stykke lagkage. For hvis du ikke er bundet af noget, så er det fuldstændig ligegyldigt hvad du vælger, så kan man lige så godt lade være med at vælge og bare nyde tilfældige ting, der måtte dukke op. Et meget kendt citat er: Gift dig og du vil fortryde det, tekster side 35

2) det etiske stadium: man vælger ud fra hvad der er det rigtige og efter hvad "man" gør. Man slipper ikke det æstetiske, nydelsen, men man forklarer den

3) det religiøse stadium: Enten er kristendommen sand eller også er den det største bedrag. Det latterligste er at sige, at den til en vis grad er sand. Man kan vælge fortvivlelsen eller man kan overgive sig og sit liv til Gud og lader ham tage ansvaret og skylden, så jeg selv bliver sat fri.
På Luthers tid levede mennesket med Gud i centrum. I dag har mennesket sat sig selv i centrum. Det gør SK op med. I stedet for at jeg leder efter lyset, skal jeg lade mig belyse. I Kristus er intet nyt, for han er sandheden, han er ånd, men når jeg lader mig belyse, så bliver i Kristus alting nyt

Oplæsning af tekstafsnit:

Søren Kierkegaard. Tekster i udvalg. 2. udgave 1961 ved Søren Holm:
Side 76. Liljen på marken
Side 67: Tolderen og synderen
Side 108. Cand. theol. Ludvig From, han søger

Søren længe leve. 10 taler til en 200-årig. af Villy Jakobsen m.fl. 2013.
Side 69: Sygdommen til døden.


Tillæg 1

Kierkegaard er inspireret af Blicher.

I anledning af Blicherselskabets udgivelse af Steen Steensen Blicher: "Vestlig profil af den cimbriske halvø" fra 1839, illustreret af Jens Mathiesen, Hee, holdt lektor Henrik Ljungberg foredrag i Ringkøbing Museumsforening den 23.10.2013. Han sagde bl.a.:

Blichers samtids uddannede kunne tysk, latin og græsk, og måske fransk, men stort set ingen kunne engelsk. Blicher lærte sig engelsk og læste de engelske digtere. Han blev så god til engelsk, at han oversatte Ossians digte til dansk.
Mens Ingemann i sine noveller selv var fortæller og meget tydeligt meddelte en morale, så brugte de engelske forfattere en "stemme" til at fortælle, ja de kunne bruge 2 stemmer, der diskuterede med hinanden, og man vidste ikke, hvad forfatterens holdning til de skitserede problemstillinger var. Det var op til læseren selv at tage stilling.

Det siges stort set ingen steder, at Kierkegaard var meget inspireret af Blicher, men alle forfattere bygger på andre forfattere, der bygger på andre forfattere og Kierkegaard har tydeligvis læst Blicher.

Kierkegaard lader i sit første store værk "Enten - Eller" fra 1843, A og B være to stemmer, der fremfører to holdninger, som ikke er forfatterens, og bogens udgiver hedder "Victor Eremita, Sejrherre og Eneboer".
Blichers noveller fortælles ofte af en stemme, der ikke forfatterens og den kan diskutere med en anden stemme som i "Peer Spillemand".

I novellen Eneboeren på Bolbjerg finder herredsfogden eneboerens dagbog og det er således denne dagbogs noter, der er selve novellen.
I "Brudstykker af en landsbydegns dagbog" er det også dagbogen, altså en anden end forfatteren selv, der fortæller. (Dokumentfiktion).

I "Eneboeren på Bolbjerg" er der et udførligt opstillet regnskab ved fordele og ulemper ved at gifte sig. Han føler sig draget af begge muligheder, men begge giver bryderier. Man kommer uvægerligt til at tænke på Kierkegaard citatet fra "Enten - Eller": "Gift dig og du vil fortryde det. Gift dig ikke og du vil fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele"



Tillæg 2

Jordrystelsen.

Joakim Garff meddeler i sin bog: SAK. Søren Aaby Kierkegaard. En biografi. Gad 200 side 403, at Søren Kierkegaard oplevede et voldsomt epileptisk anfald i sit liv, formentlig af typen temporallapsepilepsi, der kun udløser et eller nogle få større anfald og muligvis en del små anfald i et helt liv.
Epilepsi var noget man skammede sig over og om muligt holdt skjult, da Christian V danske lov anførte, at om en forlovet pige opdagede at hendes tilkommende led af epilepsi, da kunne hun ophæve forlovelsen, og om en gift kvinde opdagede, at hendes mand led af epilepsi, da kunne hun anmode om skilsmisse.
Da Søren Kierkegaard blev visiteret på Det kongelige Frederiks Hospital i oktober 1855 havde han Baldrianrod (Radix Valerianæ) i blodet, et i datiden kendt medikament mod epilepsi.
Den jordrystelse, som Søren Kierkegaard oplevede, da hans far kort før sin død betroede ham en hemmelighed om sit liv, kunne være oplysning om, at faderen havde oplevet et epilepsianfald, der kunne være arveligt, så fra da af frygtede Søren Kierkegaard, at der kunne komme et sådant anfald også i hans liv. Det er ikke til at vide, om hans så vidt vides eneste anfald skete før eller efter faderens betroelse, men frygten for et næste anfald, ville vel altid være til stede.
Søren Kierkegaard gik i sin grav uden at afsløre, hvad jordrystelsen gik ud på, men hvis denne forklaring er rigtig, falder mange forhold på plads og bliver forståelige, også ophævelsen af forlovelsen med Regine Olsen.


Henvisninger og links til Søren Aabye Kierkegaards slægt

Anetavle i:
Carl Langholz: Anne tavle for berømte danskere. 1. samling. Digtere og forfattere. 1989 side 116-119

Forbindelse til præsteslægten i Hemmet:
Personalhistorisk tidsskrift 1985 side 199-218: Carl Langholz: Præsteslægten i Hemmet i fem led. Søren Kierkegaards gejstlige forfædre og slægtninge

Her ses en oversigt over faderens slægt

Her ses en oversigt over moderens slægt

Her ses en anden oversigt over moderens slægt på engelsk