Erik Brejls hjemmeside

Småstykker

Start

[Bordbøn 1568]   [Ingemann]


Bordbøn 1568

Lige som det blev mode i 1600-tallet at Europas fyrster skulle have en detaljeret beskrivelse af alle deres riger og lande, så var det højeste mode i midten af 15- tallet at alle skulle have en etikettebog: en vejledning om Det gode Borgerskabs omgangsformer.
Emma Gads Takt og tone udkom 1918 om samme emne, men tilpasset den nye tid.
Niels Bredal, der var rektor i Vejle Latinskole, syntes også at børnene skulle have en etikettebog, så han udgav Børnespejlet i 1568, den første bog i Danmark, der direkte henvendte sig til børn.

Side 14 står bordbønnen:

Udi Jesu navn gå vi til bords
at æde og drikke alt på hans ord.
Ham til lov, og os til gavn,
så æde vi og drikke udi Jesu navn
Amen.

Side 20 står den bøn, man fremsagde eller sang, når man gik fra bordet:

I Jesu navn så haver vi ædt,
Af mad og øl saa ere vi mæt.
Herre Gud giv os deraf gavn
At love og prise dit hellige navn
Amen.

Titelblad på originaludgave 1568 og forside af genudgivelsen 2009






Aftensangen Fred hviler over land og ny

B. S. Ingeman udgav aftensangen Fred hviler over land og by i 1822,
hvor der i vers 2 står:
Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn;
på Dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

I bogen Københavnske gadenavne og deres historie af Bent Zinglersen, Politiken 1972 står der:

Blegdamsvej.
Mellem denne gade og Sortedamssøen lå de københavnske blegmænds pladser, nummereret i rad og række med nr. 1 fra syd, hvor Sankt Hans Gade går. På hvert grundstykke var der en lille dam, for at man kunne fugte de hvidevarer, der blev lagt til blegning af solen og hærdning i nattekulden. Oprindelig havde blegmændene deres pladser mellem søerne og voldene, men de blev beordret udflyttet i 1672. Den bymæssige bebyggelse satte ind kort efter 1852.
Det var om dette område, nu en stenørken, at Ingemann digtede: »Og søen blank og rolig står med himlen i sin favn. På Dammen fjerne vogter går og lover herrens navn. »Dammene var blegdammene, og vogteren var ansat til at hindre de udlagte hvidevarer i at blive stjålet. For at man kunne høre, han var vågen, skulle han »love herrens navne ved at blæse regelmæssigt i et kohorn, en »blegdamstuba, som Carl Ploug kaldte det.

Det vil sige at verset, der ved første øjekast kan ligne noget romantisk snak,
faktisk beskriver en virkelighed først i 1800-tallet, hvor Ingemann nok har stået uden for Nørreport ved solnedgangstid og skuet ud over Sortedamssøen og hørt vogteren støde i sit kohorn.
Folk i samtiden har selvfølgelig forstået, hvad han beskrev, især indvånere i Den kongelige Residentsstad København.