[Den blå anemone]
[Skolesang]
[Bachevold]
[Mindesten]
[Lokkelykke]
Den blå anemone
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af Himlens tone?
Den lille anemone
jeg planted der i fjor.
Den blå anemone gennembryder den sorte jord med en enlig blomsterknop på en lang stilk og med bladspidser, der endnu ikke er udfoldede.
Det hele er dækket af silkehår, der kan virke sølvfarvede.
Jeg tror, det er det Kaj Munk tænkte på med ordene "sølvblå flor"
Med tilladelse fra fotografen Linda Kjær-Thomsen
Der var lavet flere melodier til sangen fra 1943.
Axel Schiøtz sang den ved en mindegudstjeneste i Københavns Domkirke 23. august 1945, men på Mogens Bangs melodi til Herre vort herskab.
En aften i 1945 var Egil Harder på besøg hos sin fransklærerinde på Frederiksberg, der meget myndigt sagde til ham: Den går De hjem og laver en bedre melodi til.
Det gjorde han, og næste dag viste han hende resultatet, men spurgte hvordan den dog skulle blive kendt af danskerne, hvortil hun svarede: Det er da nemt nok.
De dedikerer den bare til Axel Schiøtz.
(Meddelt af Carl Peder Behrens, der har hørt forløbet af Egil Harder selv).
Ved mindeudsendelsen i Danmarks Radio 15. september 1945 blev den sunget af Edith Oldrup på Egil Harders melodi
og Axel Schiøtz sang den i 1952 med sin noget svækkede stemme efter sygdom i 1946,
hvorefter Egil Harders melodi blev den melodi alle kendte og brugte.
Maribo Gymnasiums skolesang 1938 af Kaj Munk
Maribo Gymnasium blev oprettet august 1937 som kommunalt gymnasium, selv om der
var gymnasium både i Nakskov og Nykøbing.
Kaj Munk skrev en skolesang til indvielsen i 21.10.1938 og Jørgen Bentzon skrev
melodien til den 12.4.1938.
Den er aldrig blevet trykt, men findes i Jørgen Bentzons efterladte manuskripter på
Det kongelige Bibliotek i København
og i Hans Juel Aagaards
registrant
over melodier til Kaj Munk-tekster i Kaj Munks Forskningscenter i Ålborg.
Senere har Knud Vad Thomsen lavet en melodi, som sanglærer Axel Carstens, (der var regenskammerat til Kaj Munk), lærte eleverne på Maribo Gymnasium i 1950'erne.
Da Knud Vad Thomsen døde i 1971, er der ophavsret til melodien, der derfor ikke er tilgængelig.
Olav Rex Christensen har skrevet artiklen: Musikken til Kaj Munk-tekster: Observationer under arbejdet med en registrant i:
Munkiana nr. 78 side 2025 side 16-22.
|
|
Sådan husker min bror og jeg melodien.
|
Teksten står i: Kaj Munk: Foråret så sagte kommer,
Westermann 1944 side 161.
|
|
|
|
Pastor Bachevold
velsigner Kaj Munk
Den gamle præst i Tirsted og Vejleby Julius Bachevold mødte Kaj Munk,
der lige var kommet ud af skoven og stod mellem de stynede popler,
da han som 16-17 år gammel gymnasiast i Nykøbing katedralskole var kommet med toget til Ryde station
og nu skød genvej gennem Kristianssædeskovene til Trætteskovvej.
Efter en snak tog Kaj Munk huen af og sagde farvel, og da lagde præsten sin hånd på
hans pande og velsignede ham.
Kaj Munk skriver, at da han gik videre, følte han at noget helligt havde været ham
nær.
(Omtalt i Foråret så sagte kommer, Westermann 1944 side 120 og stedet
udvist for Carl Peder Behrens af en lokal beboer, der havde kendt Kaj Munk).
Mindesten i Rejkjær Sande Plantage
Inde i Rejkjær Sande Plantage har Kaj Munks jagtkammerater rejst en mindesten på Hjortehøjen i 1968
i anledning af 25 årsdagen for Kaj Munks sidste jagt den 31. december 1943.
På stenen står der:
Kaj Munk
Den storslåede vestjyske natur,
den trykkede mig bøssen i hånden,
lod harer og ræve og agerhøns
til min opbyggelse passere vildt revy,
og gav mig et strålende bundt kammerater.
(Dele af citat fra Foråret så sagte kommer, Westermann 1944 side 344).
Kort over stedet
Kaj Munk købte sin jagtejendom syd for Hoverdal Plantage i 1939 og kaldte den Lokkelykke efter sine børns bagsædesnak om Lykke og Lotte.
Ved ejendommen var der en sø, som sønnen Arne Munk har lavet noget større end den var.
Etatsråd Alfred Sørensen havde opført villa Maro i 1912, tegnet af Ulrik Plesners tegnestue, kendt for Studenterforeningen i København, mange huse i Skagen og i Ringkøbing og alle stationsbygningerne på Ørnhøjbanen.
Hans huse kan blandt andet kendes på murstensmønsteret over vinduerne.
