Erik Brejls hjemmeside

K. P. Knudsen
Erindringer

1 (12)
7.12.1866 K.P.Knudsens erindringer
Født i Brejl, Ejstrup sogn. Søn af Søren Knudsen, døbt i
hjemmet to døgn efter 9.12.1866. To søstre foran og 2 bagi.
Et minde fra jeg var sirka 4 aar hos bestefar Knud Pedersen,
da jeg var 6 aar passet lam hos naboen Rasmus Bjeverskov.
Min første skoledag da blev lærer Jordal syg, saa Gludsted
skole blev indrettet samme aar og tid som jeg begyndte at
gaa i skole 1873. Jeg var faarehyrde, 8 aar, en tid hos
Matinus ved sandflugten, jeg længtes meget efter hjemmet og
kom ogsaa hjem. Faar-hyrde et helt sommer hos Andreas Hal-
lundbeck 1876 og aaret efter (1877) hos Saaby, Frugaard. Vog-
tet faar i Kjølkjær, et langt vej. 28/4 1880 blev konfirmeret
i Nøre Snede kirke af pastor Barfod. Fra konfirmationen var
jeg hjemme, da min fader var svag. Jeg fik et lommeur (brugt)
da jeg var 16 aar.
Min fader døde 1988. Jeg var et søgende sjæl fra min konfir-
mation, fant min staasted i min mandeaar, 18. Jeg var i skyt-
teforening, totalafholdsforening, gik meget sammen kammerater
Men fant kun tomhed. Hvad er mening med livet? Var i visit
i Tøring tror jeg ter de 2 farbrødre og en søster, der tjente
paa Stougaard, et mørk hergaard i sør, senere Plovstrup.
Min ældste søster blev gift 1888 med Jens P.Madsen fra Søhale.
Det skedte samtiffig med min faders død. 1888 blev jeg taget
til soldat og laa som infanterist i Frederitja i 6 maaneder
marts-okt 1889. En begivenhedsrig tid legemlig og aandelig.
Jeg havde allerede dengang begynt paa forlovelse med min
tilkommende hustru.. Forlovelsestiden strakte sig over 6 aar
Jeg blev først gift 1892 den 9.11. (Jeg var 25 aar) en tid
fuld af mange begivenheder. Jeg hentede min tilkommende hos
Iver Chr.Jensen,Nørlund, hvor hun havde tjent i 3 aar d.l.
november og hold bryllup i vort hjem i Brejl den 9.novbr
1992 ( dvs.1892). Til vort bryllup ( da vi selv holdt den)
havde vi indbudt den første dag familjen paa begge sider,
den anden dag havde alle vore ungdomsvenner fra ynglinge og
pigerforening med møde om aften af mision. Risbjerg. Det var
glædens dag som fortsatte med de unges bedeuge som fald paa
di dage.
Jeg overtog gaarden som forsørger af mor som havde siddet i uskif
uskiftet bo siden fars død og skulde udbetale mine søstre
efter den tid ikke saa lille et beløb. Sine fik 700 og Mari
500.

2 (12)
Kirstine havde faaet meget støtte fra hjemmet da hun var ble-
ven syerske og havde faaet sig en hus bygget i Ejstrup, og
var ret vel stillet. Jeg skulde gøre dem deres bryllup eller
25 kr hver. Jeg kom ikke til at gøre nogen af deres bryluper.
Sine var hjemme til en tid efter brylupen. men kom saa over
til Kjerst.ine i Ejstrup og sy, men fik senere et husbestyre-
plads ho8 Kr.Hede Nybygget, da hans kone døde ved den tid, hvad
der godt for begge parter. Sine var af en vanskelig natur og
Stine var meget selvraadig, da hun altid var bleten føjet
i hjemmet da hun var svag og maatt.e mange gange have prygl
som tilkom hinde. Faderen havde den opfattelse at forselse skulde
straffes, synden sones.
Senere blev Sine gift med enkemand Kr.Hede, hvad vi alle var
glad veda og Sine veltjent med, saa hun kom til ro. Hun havde
meget bekymring for hendes fremtid, hun vilde have aftægtsvil-
kaar lige som mor, men det blev dog afværget, da hun var yngre
end jeg. Mors lavværge satte sig imod det, ellers er det ikke
godt at vide om hun ikke havde faaet det. Jeg var et faar,
der kunde gaa med til alt.
Det har jeg lagt for dagen paa mange maader og ved mange lej-
ligheder, et par aar før jeg blev gift skulde jeg en gang have
en handel gjort med en hest og da min forlovede tjente hos
Iver kr.Peisen og han var hesthandler, han tilbød mig at tage
med ham til Herning marken, og da vi kom der, og der kom kø-
bere til min hest, og han skulde saa forestaa handlen. men han
gik langt udenom saadhed og holdt sig slet ikke til virkelig-
heden, det var mig en helt pine at være vidne til. Jeg stod
og lænede mig op til hesten og sukkede til Gud om visdom til
seld at forestaa min handel. Det var en streng dag for mig.
Jeg viste ikke at Iver Kr. var saa uærlig i handel. Jeg for-
langte ham ikke senere til sligt. Det var en stor skuffelse
for mig.
En begivenhed som fandt sted, da jeg var flyttet til Store
Nørlund i 1909, da var jeg ogsaa med ham til marken i Brande.
Jeg havde 2 plage og han havde ogsaa en helt kotel heste, men
den dag forestod jeg selv min handel. Jeg solgte mine først
paa dagen. Jeg forlangte kun, hvad jeg mente di var vær efter
dagens pris, men Iver Kr. forlangte en overpris saa der var
noget at slaa af paa, men senere paa dagen blev handlen daarlig
og han solgte ingen af hans. Jeg fik det bekræftet, at aman

3 (12)
skal ikke forfordele sin broder i handel.
Min svoger som købte min bestefars hus som min fader dengang
ejede og hvortil han købte et hedelod som laa ind dertil hvor
min ældste søster og han saa bosatte sig, di havde meget hjelp
i begyndelsen for mit hjem. Han gik saa den sommer efter di var
giftog passet vor ejendom for mor, da jeg i 6 maaneder var inde
som soldat. Ligeledes da jeg varinde en maSmed i 91, det var en
drøj slæb for min svoger Jens P.Madsen og min søster di første
aar. Den hedeopdyrkning krævede meget mergel og der var Ungt
at kjøre op til Gludsted, et lille vogn og kun en hest. Ham og
min søster fik efterhaanden 3 børn og saa døde min søster efter
den 3die. Han fik et husbestyre fra Boest, Maren Jensine og
hun blev saa gift med ham og di fik saa to børn sammen, en
datter og en søn, hun døde saa efter ham og saa var han enke
igjen. Hans mor Elsbet tog saa ud til ham og bestyrede hjemmet
med di mange børn, men. han var en nedbrudt mand og led af
tubærkler og døde 1903. Vort nye stuehus som vi havde bygget
dette aar blev benyttet til begravelsesgæsters bespisning.
Derefter blev hjemmet opløst og børnene anbragt omkring hos
familjen. Jeg var bleven bleven værge for mins søsters børh
rag da min svoger giftede sig igjen. Jeg søgte legat ind til
dem som hjem af forældreløse. Vi behold Kristine som var en
13 aar. Skifteretten tog sig af ejendommen og boet. Jeg købte
ejendommen af skifteretten da ikke mendte at opnaa bedre resil-
tat ved at lade den gaa til aution. Der blev saa aution med
løsøre. Jeg drev så ejendommen med min egen nogle aar, og jeg
benyttede den lejlighed til at mageskifte en tolv td land af
det sydvestlige som laa ind til Anders Brejls ejendom med ham
som havde en lang lod paa 12 td land som laa med mit sydskjel
hvorved jeg fik mit ejendom forbedret betydelig, da det var
bedre jord en noget af mit øvrige og derved fik jeg anledning
til at beplandte en hel del af det daarligste langs bækken.
Det forbedrede ejendommen betydelig for di kommende ejere.
Jeg nød selv saa lidt gode af min forbedring af ejendommen,
da jeg havde tilplandtet den sidste stykke paa sirka en par
td land solgte jeg ejendommen 1908 til Kr.Danielsen, som havde
den ca. 5 aar, og havde han tappet den for en god besætning
og sulen var saa forsømt at det var den bare jammerlighed,
saa da var jeg jo flyttet til Hedensted og var bunden der,
men jeg havde jo en del penge i den og maatte saa tage den
tilbage igjen og give ham 300 for at rejse, da det var

4 (12)
billigere en gøre ham konkurs og tage ejend. ved aution
Jens Peter Madsens ejendom havde jeg afhændet forud til en
Chr. Aarsagen til at jeg rejste fra mit hjemegn og fra
landbrug bidrog meget til en forfølgelse som blev rejst imod
mig et par aar før jeg forlod Brejl. Anledning var Krestine,
Madsen som vi havde taget i vort hjem og min søster Kjerstine
Povlsen vilde have hinde og udstyre hinde til hindes konfir-
mation hun havde i den legat jeg havde søgt ind til hinde
paa understøttelse til konfirmation og det fristede min søster
at faa hinde derover. Hun var begyndt at gaa til præst og jeg
spurgte pastor Iversen om han vilde raade mig til at sende
hinde derover da nu han skulde forberede hinde til konfirmation.
Han fraraadet det til at begynde med og saa nægtede jeg det som
hindes formynder, men saa fik hun blandt andet Jens Chr.Jør-
gensen til at rejse en anklage mod min kone. Han havde nemlig
i flere aar haft en uvilje mod mig (os) af andre grunde og
der var flere som havde næret noget misundelse. Ald ting lykke
des for os, og det gjorde det ikke for ham og flere, og vort
kristelige stilling i samfundet var gjenstand for kritik, da
jeg var for pietistisk indstillet. Der var særlig en mejerist
Ch4a.k i Gludsted, han var mere letbenet i hans opfttelse af
hvordan kristenlivet skulde leves efter Guds ord. J Chr.J fik
som sagt rejst en bevægelse med uvilje imod mig som saa min
søster fik hjelp til at faa hindes vilje gjennemført og
aarsagen skulde være at Kristine fik ikke en god behandling
som et forældre og hjemløs barn burde have og der var lige
kommen en værgeraadslov og indsat værgeraad i hver sogn og
præsten var formand og af J Chr.Jørgens bearbejdedes præsten
som ikke gik af vejen for at faa lidt balade af en eller anden a
art. Han talte saa med mig om sagen og jeg tilbød for sandhe-
dens skyld maatte di gjøre hvad di fandt rigtig, vi var villig
til at ofre for sandheden. Loven var jo ny og uprøvet, og
raadet havde lov til at tilkalde herredsfogderne, hvor der bar
strid om en sag, og jeg havde ikke imod at di tilkaldte ham,
da jeg ønskede da sagen var rejst og di vilde forfølge di
løgnagtige røgter, og han kom til stede i præstegaarden og der
var mødt anklager imod os. Krestine og vi blev afhørt og
herredsfogden vilde efter at han havde hørt paa os alle ikke
afsige nogen cham kjendelse, hvad jeg burde have forlangt, og
da jeg ikke forlangte det, men blev at værgeraadet afgjorde det
med mig. Jeg har altid været et faar. Efter den dag besluttet

5 (12)
jeg at sætte Krestine i et andet hjem nemlig hos Erik Chris-
tensen Kejlstrup, det mente jeg vilde være en betryggetde for
værgeraadet, som jo ikke fik noget bekræftelse paa at hun var
udsat for misrøgt.. Jeg kunde ikke give anklageren medhold,
det vilde jeg jo gjøre ved at føje min søster i at faa hinde,
til Ejstrup. Men hentede di hinde fra og overgav hinde til
min søster, det var jo maalet for hele sagen, men jeg fik
mit mod derved nedbrudt saa jeg fik en hel anden stilling i
samfundet. Jeg trak mig tilbage fra di mange hverv, der var
bleven mig betroet, menighedsraad, samfundsraad, bestyrelses-
medlem i mejeriet, i foi*erstofforening. Søndagsskolen fort-
satte jeg med saa længe jeg var paa egnen. Det blev et vende-
punkt i mit liv. Det var mine venner, der forraadte mig, siden
har jeg mistet troen til venner. Jeg ved ikke indnu hvad det
drejede sig om. Jeg kunde sige som Jesus ( da en slog ham paa
munden) har jeg gjort ilde da bevis itat mig det, hvis ikke
hvi slaar du mig?
Juli 1911 rejste vi fra Nørlund. Vi havde næppe gjort dette
skridt, byttet en landejendom med saa store muligheder for
en vindmølle med en lille ejendom, kun sirka 1 td.land. Jeg
var ikke kjendt med møller, men jeg viste ikke hvad jeg gjorde.
Jeg lod di ord raade som Jesus sagde: Borføler di eder i en by
da flyer til en anden. Det var Chr.Jensen der blev mellemmand
Han hjalp mig med penge, saa jeg kunde betale mejerist Hansen
ud af Nørlund gaard. Fra den tid begyndte saa vort samarbejde
som har været for mig en under, da vi er saa forskjellige, især
paa handlens omraade. Han kom med mølleren Peter Nielsen og
kone og 2 komisjonærer og besaa Nørlund og jeg tog med dem og
skulde se møllen, og di fik handlen ordnet og tog til Horsens
og fikloapire skrevne og di skulde flytte i løbet af 8 dage,
og jeg rejste hjem og fik vore forhold ordnet. Peter Hansen
vilde tage med. Vi og han rejste derhen nogle dage i forvejen
og skulde sætte sig ind i møllevognskørsel og vi mødtes saa
i Tøring fra begge sider. Di fik en vognmand fra Ejstrup til
at kjøre deres derhen og skulde tage møbler med tilbage, og
waa kjørte jeg med familie og mødtes med Nielsine og familie
og byttede kjøretøj i Tøring kro, hvor Peter Hansen saa kjørte
for os til Hedensted. Vi var som drømmende og viste ikke hvad
der forestod os men regnede med Gud som vort forsørger. Ved
afsked fra Nørlund fik vi en indtryk af at der var nogle som
ikke var glad for vi rejste. Det var mer end vi havde ventet.

6 (12)
I Hedensted blev vi modtaget ret kølig. Povlsen bade tilden-
gang, men der var forholdene jo ikke ?. , men vi mærkede
ogsaa snart at det var en hel anden folkefærd, det var øst-
kystbefolkning, di tog dem ikke af frem-ede. Jeg havde glædet
mig til som møller at blive alles tjener, men det blev en
svært at gøre, ja en skuffelse nærmest, men jeg var jo paa
forhaand under tugt og maatte fortsætte her vel nok til gavn,
Gud ved det og jeg skal se det i aabenbaringen. Jeg glæder
mig til den dag da sandheden skal erkjendes af os alle. Lykke-
lig da den som her i tiden er bleven frikjendt af sandheden.
Gud hjælpe mig og hver sandhedssøgende dertil af naade
Jeg blev fra 1911 ret afhængig af Chr.Jensen da han var i
besiddelse af penge saa han kunde træde til hvor jeg manglede
til min uvandte livsstilling. Det er ikke billigt at drive
mølleri. Jeg'havde til at begynde med i flere aar møllesvend
og Peter Hansens søn møllevognskusk, der kjørtes jo møllevogn
ud til alle sider og der var jo ogsaa ture til Vejle efter
korn og flormel mm. og maling blev betalt ret daarligt, vogn-
beslag, hestebeslag og ret stor husstand da møllesvend og kusk
hørte til i hjemmet og jeg maatte betale Chr.Jensen ret store
renter af hans udlæg. Det varede jo ikke længe med det begyndte
at knibe med penge til di mange udgifter. Søren var jo paa
seminariet i Nørre Nissum. Han skulde jo ogsaa have hjælp, Di
andre 3 drenge var jo hjemme og var skolebørn. Søren vilde saa
gjøre en laan paa hans forventede lærestilling for at hjælpe os
i vort trang og han søgte saa hans to farbrødre ( dvs. svogre)
om at kautionere for 1 lån i Vejle. Di var begge flyttet til
Vejle. Chr. var jo slaaet ind paa handel med ejendomme og
Kr.Poulsen levet af deres penge som rentier, men di var lidt
uvillig til det der di ansaa os for at klare os daarlig og
Søren havde jo ikke noget at betale med, saa di fik det ordnet
saadan at sparekassen ikke vilde laane Søren den ønskede beløb
og vi fik jo det indtryk at det var aftalt mellem mine svogre
at di ikke vilde risikere noget men heller ikke nægte det,
derfor fik di det ordnet saadan at sparekassen fik skylden.
Enden blev at der blev ikke noget fra den kant. Søren fik en
uvilje mod Chr.Jensen fra den tid som han ikke senere har kun-
det tilgive ham trods di har været meget ked af for ham. Vi
fik det til at gaa uden hjælp ad den vej, men vi kunde se
at møllen ikke kunde bære di store udgifter. Jeg solgte saa
en stykke jord vest for banen til Kr.Petersen som gav os lidt
hjælp.

7 (12)
Jeg havde faaet en kassekredit i Vejle, som Chr.Jensen
havde kausjoneret for, men han davde sikret sig pant i
mølle-ejendom som derved var yderlig forringet som noget
solitet for mig hos mine kreditorer. Vi sled os ignnnem
nogle aar. Søren fik sig en læreembede i Ansager og senere
Esbjerg, men skedte en ændring, slagter Kr.Petersen bygget
en motormølle henne i byen og det saa ud til at vi var gjort
helt umulig og paa, fallitens rand, men jeg maatte opgive min
møllevogn, da han tog mange af mine kunder. Jeg solgte saa
hestene, di var dyre paa den tid og for disse penge fik jeg
en stor del af min gjæld betalt og havde gjennem di første aar
lærd mig saa meget i mølleriet at jeg kunde undvære mølle-
svend og Hans var bleven konfirmeret og kommen i lære i
Brædstrup og Joh. var mig en del hjælp paa møllen og Peter
Hansen blev gift med en enkekone i Sæterup og jeg slog ind
paa savskjæreri saa hvad vi tjente blev hjemme til os selv.
Det blev en helt andet resultat og vi blev efterhaanden
herre over situationen og trævare som vi solgte til karet-
mageren for ret god arbejdsløn og Joh. da han havde godt
lyst til træarbejde blev mig til stor hjælp. Jeg satte efter-
haanden maskiner ind til forarbejdning af trævare. Jeg fik
en mand som hed Mikkelsen til stadighed. Han lavede trille-
bør og høvlebænk, tøjrulleiNkamaskiner som der omsider blev
en ret stor omsætning. Jeg tog jo med dem der kom selv med
deres korn til formaling. Omsider fik O.K.Jens som besøgte
mig flere gange da han købte vogntræ af mig til hans karetmager
forretning i Ejstrup lyst til at købe min foretning og i
1917 byttede jeg med hans hus i Ejstrup med hans maskin og
? med hvad der fantes af maskiner, men trælageret skulde
jeg beholde og den solgte jeg til forskjellige karetmagere
og handlere og det løb fortavsende højt op, da det var ret
dyr i forhold til hvad jeg havde købt ind til som raa træ
og nu var skaaret op og lagret og krigens dyrtid. Jeg behold
beboelsens ejendom da Jens selv byggede ved møllen, den solgte
jeg saa senere, det vil sige Chr.Jensen vilde være mig til
hjælp saa han kom til Hedensted og han havde forud bekjend-
gjort i bladene at der blev sution paa ejendom en bestemt dag
og saa kunde kjøberne komme og købe den. Underhaands saa kom
han og familjen kørende ( han havde selv hest og vogn) Min
faster Anne Nissen var med og jeg havde en pris som jeg mente
den var værd. Han tilbød saa at lade ham handle med den.

8 (12)
Det den gik over den pris det kunde vi dele. Han solgte den
til en Andersen for en del over den pris men han glemte at
dele det med mig men jeg regnede med min prie og: den fik jeg.
Jeg har altid været bange for overpris naar jeg solgte. Du
skal ikke forfordele o.s.v. Andersen havde ejendoMmen i et,
par aar saa brændte den, det var Meget gammel bykning. Jeg,
købte et hus ved landevejen af Peter Petersen 12.000 kr, den
købte siden min søn Hans da han giftede sig i (10.000kr) og
solgte den senere til frk.Jensen efter at di havde drevet
installatørforetning i 15 aar. Han havde i mellemtiden bygget
en butiksbykning 15.300. Hans har bygget ny hus ved siden af
apoteket, Vi var i Hedensted i 8 aar. Jegsom gest og fremmed.
Forfølgelsen vi havde været gjenstand for ude i mit hjemegn
bleV af Peter Nielsens kone ( som var dyktig i saa henseende)
bragt til Hedensted og da jeg var kjendt med en Andersen
( en ? ) som forestod søndagsskolen hvor jeg var kommen
med (fra jeg kom) blev siden nægtet at deltage hvad jeg maatte
finde mig i. Jeg gik aligevel til børnegudstjenesten som le-.
dedea af forskjellige og satte mig blandt børnene, hildede
paa dem og tog afsked ved døren og jeg blev af og til opfvr-
dret til at sige en del til Jana børnene men gik iblandt dem
som den sorte faar, det var ret ydmygende, men jeg har aiden
været glad for disse tugtens aar og glæder mig til den dag
da vi alle skal kjende sandheden og maa give den ret hvor
den høre til. Jeg gik ikke saa lidt i husbesøg hos gamle,
svage og syge, jeg søgte at saa god sæd da jeg viste som
gammel landmand at som man saar saa skal man ogsaa høste.
Jeg var selv lmixt. saa lykkelig at jeg viste at saade jeg
Guds ord, det skal ikke vende tomt tilbage men udøve det han
sendet det til, det er hans sag sag. Derfor ved jeg at der
bliver høst hinsides som jeg glæder mig til. Jeg ved nok
at ordet bliver mange til dom, det kan jeg ikke glæde mig
ved, men det ydmyger. Hvad er en høst? Gud give at det maa
tjene mig til gode og Guds. navn til ære.
Chr.Jensen blev lidt anderledes stemt overfor os di sidste
aar vi var ved møllen,: han saa at vi blev mere velhavende.
Han var jo en meget energisk handelsmand og varede sig ind
i mange ejendomskøb i Vejle og omegn. Han købte en hUs paa
Jellingvej Kristianshøj og senere Nr.Storgaard og har den en
del aar og senere en stor pasel i Vilstrup med en lille ejen-
dom paa. Den vilde han have mig med som indehaver og jeg gik

9 (12)
med paa den uden at jeg satte nogen penge i den, men ved salg
fik jeg heller ingen indtægt og senere købte en stor hesteti
ud ved Hagelskjær, det var mens jeg var i Silkeborg, hoget
standset fabrik, der var ogsaa en stor granskov til den, vilde
han ogsaa at jeg skulde have taget del i, men da jeg ingen
penge kunde sætte i den og manglede list da vores handels-
interesser var saa forskjelligt. Da jeg byttet Brejl med en
ejendom ved Tyregod by med Kristen Valter, da var det ham der
ordnede den handel og solgte ejendommen i Tyregod for mig igjen.
Hvad indtægt han havde ved disse handler lod jeg ham selv be-
stemme, og da han var handelsmand og forstod sig paa at tjene
penge antager jeg han har sikret sig hans an avangse som
jeg ikke krævet noget regnskab for. Han har været umaadelig
dyktig i hans fag, hvordan han slipper fra det med hans sam-
vittighed ved jeg ikke, Gud ved det.
Vi holdt vort sylvbryllup i Hedensted 1917. Jeg har altid
været imod opmærksomhed men familjens søskende skulde vi jo
have med og de kom ogsaa men byen viste ikke noget, kun en
enkelt fmilje landpost Bentien og ledvogteren, men det spred-
tes dog i dagens løb da der var lidt tegn paa fest og da vi
var møller kom der jo nogle her. Søster Stine kunde heller
ikke den dag lade være at udgyde hendes herskelyst over os
vi ofrede os for lidt for gæsterne.
1918 byttet jeg møllen og savverket med 0.K.Jensen Ejstrup med
hans hus og maskiner der. Han havde købt vogntræ af mig flere
aar og var paa møllen flere gange og han gik og fik lyst til
den og jeg havde ikke imod at afstaa den. Jeg var paa dette
tidspunkt naaet til ret god magt over foretning siden jeg var
slaaet ind paa savværket og motormøllen var bleven bygget
henne i byen og nedlagt møllevognen og slupen møllekusken.
Det var meget urentabel og træpriserne var stegen under krigen
saa mit lager ved salg gik op til et ret høj sum som
viste at jeg var bleven ret formuende. Jeg havde forbeholdt
mig ejendommen til møllen da O.K.Jensen selv vilde bygge
ved møllen. Den solgte jeg senere og købte et hus i byen ved
landevejen for 12.000 og der flyttet vi ned indtil vi flyttet
til Silkeborg 1919. Mor var saa lidt rask siden vi solgte
møllen. Hun havde iskias og meget andet. Vi søgte en hymopatisk
læge Skjødt i Frederitsja. Vi følte os saa lidt modig. Det var
en tør tid for os. Vi var kommen ud af vort rette ellemendt
(arbejde). Jeg var jo kun god 50 aar. Jeg fik en lammelse
i min menneskelig ? som jeg ikke senere gjenvant, men

10 (12)
jeg drog den lære som ogsaa har sin værdi at livet bestaar
ikke allene af arbejde. Jeg var saa lidt rodfæstet i Heden-
sted da jeg hele tiden ikke følte mig hjemme i befolkningen
det var den østjyske mentalitet som jeg ikke kunde blive
fortrolig med, der var nogle faa familier i sognet vi fik
omgang med.
Kristendommen var saa verslig blandet og for mig død i sit
aandsvæsen, der var en rest af di gamle stærke ( som di
kaldtes) det var havnet i ren verslighed, dens gudsfrygt
'bestod i at hylde deres gamle læderbinds bibler, det var ikke
det der stod i dem, der bestemte deres liv, det var forlængst
død, hvid det nogensinde havde været liv for dem.
Vor færden i Hedensted var under tryk baade timlig og sandelig.
Det var jo ret dumdristig at forlade landbrug som jeg var
godt herre over, idet jeg havde dreven Brejl op til en vel-
stillet landbrug i di 16 aar jeg havde. Jeg havde i den tid
tilført den 12 td land som var betydelig bedre end det øvrige
af 60 og i stedet beplandtet dels i markhegn og dels i større
stykker af det letteste jord saa det udgjorde tilsammen sit
20 td land som gjennem aarene er en ret stor økonomisk værdi
for gaarden, og da jeg solgte gaarden i 1908 var der en ret
stor besætning for 12000 uden at faa noget udbetalt. Det var
for at kolame til Nørlund, da jeg sammen med mejerist Hansen
havde købt Søren Jensens gaard paa sit 300 td land i 1906,
men vi havde bestyre som drev den med min tilsyn. Det kunde
ikke blive ved at. gaa. Det gav stor underskud hvert aar, og
det fandt vi for dyrt og for daarlig dreven. Jeg var der saa et
par aar til juli 1911, saa byttede jeg med møllen i Hedensted
Det var min svoger Chr.Jensen der var aarsag. Han gav sig af
med at være ejendomsmægler og han kom med 2 andre kommisjonære
og jeg havde tabt modet derude ved en forfølgelse, der blev
mod mig og var let at overtale paa dette tidspunkt. Nørlund
var jeg ved at faa godt i drift. Jeg fik sat maskiner ind,
dem var der kun en hakkelse og rense maskine. Jeg fik tærske-
værk og hestegang, høste og slaamaskiner og nye plove mm. og
jeg havde god gang i det, havde ogsaa faaet en del markhegn og
læplandtning og en stykke sandknuder tilplandtet. Jeg ønskede
at jeg var bleven der noget længere for plandtnings skyld, der
var jo jord der egnede sig godt dertil, men jeg forlod det hele.
Jeg ønskede mig bort fra egnen, ikke fordi jeg havde, gjort
noget jeg skammede mig ved. Det var dem som jeg regnet for

11 (12)
venner, det var en Chjak som jeg ikke kunde overvinde, og
siden har jeg ikke regnet med venner, jeg kjender dem ikke.
Det hele var et gaade for mig. Jeg kunde ikke faa at vide
hvad jeg havde forset mig, og har ikke faaet det siden.' Jeg
har kun undret mig. Vinden blæser, man ved ikke hvorfra den
kommer og hvor den føre hen, men man ser dens virkninger og
høre dens susen, men der er intet skjult som ikke skal aaben-
bares.
Jeg flyttet fra St.Nørlund i juli 1911. Jeg havde kort forud
kjøbt mejerist Hansen ud, som var medindehaver af gaarden.
Det skedte ved Kr.Jensens mellemkomst idet han laante mig
nogle penge i den anledning. Det havde ikke i den sidste tid
gaaet efter Hansens vilje, da han havde ventet større indkom-
ster af den og han blandet sig en del i med folket paa gaardE
hvorved han irriteret en del. Maret efter da Chr.Jensen var
ved at slaa ind paa at være ejendomsmægler kom med en tilbud
til os om at bytte gaarden i Nørlund med en mølle i Hedenste
Nu havde han lånt os penge og vi føle at gaarden var os
noget overlegen, da der var sirka 300 td land og di sidste
par aars modgang og gjenvordigheder som var kommen over os
havde taget paa frimodigheden. Hel at rejse helt fra egnen
og benytte os af Jesu ord: forfølger di eder i en stad, saa
flyer til en anden. Vi havde ellers i di par aar vi var paa
gaarden faaet det ret godt paa gled. Jeg havde ogsaa faaet
en del markhegn plandtet, dels i skjellet og en del hegn
gjennem dele af marken og en sandbælte mellem mosen og det
højere sandmark havde jeg faaet tilplandtet. Det var bekla-
gelig at vi ikke var bleven der en del aar længere, saa havde
jeg faaet en større del af det mindre værdige jord tilplandtE
Det havde været af værdi for kommende slægter, men vi lod os
friste af Chr.Jensen til at se paa den mølle og muligheden
for om der kunde ske en kursændring i vort livsløb, og han
mødte en dag derude med møller Peter Nielsen og kone og di
to kommisjonære at se paa gaarden og det endte med at jeg to
med dem til Hedensted at se den mølle.. Hvor forunderlig det
lyder at jeg kunde tænke mig som var født landmand,at jeg
skulde haappe paa en vindmølle, og den næste dag mødte vi jo
saa paa møllen med di to kommisjonære Beths Remmerslund og
bager Skovsbøl Hedensted. Der blev arbejdet hele dagen og
lod til at det ikke gik, men endte alligevel med at der blev
handled. Peter Nielsen vilde helst kun have en del af jorden,

12 (12)
Jeg skulde beholde mosen og en del af det jord længst mod
øst, men jeg var dumt nok til at raade ham tage det hele.
Det havde senere været af stor værdi for mig at have be-
holdt mosen. Jeg viste ikke hvad jeg tog mig for.